 Hvad er det bedste
ved jeres egen opdragelse som børn og hvad er det værste som i bare
ikke ønsker at give videre? Jeg synes virkelig det kan være svært at
bryde med gamle dumme mønstre fra ens egen barndom og jeg har
indset at det er tvingende nødvendigt.
Jeg har altid haft en super barndom på overfladen. Rent materialistisk
har vi aldrig manglet noget. Men jeg har aldrig fået rigtig kærlighed fra
mine forældre. Jeg har aldrig hørt dem sige de elskede mig blot for den
person jeg var. Derimod har jeg altid fået meget kritik. Kritik for min
opførsel ( var ellers en meget "pæn"pige) , kritik fordi jeg sagde nogle
åndssvage ting når vi var sammen med andre mennesker, så det var
nærmest pinlig, kritik for at lave fejl til en gymnastikopvisning osv osv
Når jeg For alvor dummede mig (specielt i mine teenager år, hvor jeg
lavede rigtig mange dumme ting) var straffen hård. Jeg blev simpelthen
ignoreret i eks 14 dage. Ingen snakkede til mig og jeg var bare luft.
Efter en rum tid fortsatte hverdagen som om ingenting var hændt. På
overfladen har det hele altid skulle se så godt ud, og det var en kæmpe
skuffelse da min første rigtige kæreste "kun" var håndværker og jeg
selv kun fik en bachelor. Jeg kan nu se, jeg har svært ved at håndtere
konflikter generelt men også med mine børn. Jeg har selvfølgelig ikke
det største selvværd og det er nok også derfor jeg aldrig fortsatte min
uddannelse efter bachelor da jeg simpelthen får decideret angst i forb
med eksamener. Har I andre vaner der skulle brydes, og hvordan har I
fået gjort det?
|
Anno
Svar til dette indlæg
© 1999-2025