 Jeg er dybt taknemmelig for min
barndom. Jeg er vokset op som efternøler, min søster og bror er 10
og 13 år ældre end mig og mine forældre var 40 og 45 da de fik mig.
Jeg har langt hen af vejen kørt lidt på frihjul, da mine forældre øvede
sig på mine søskende. Jeg er altid blevet accepteret som den jeg var,
en udadvendt pige, vild og drenget, møj beskidt, rodehoved. Jeg har
haft frie rammer under ansvar, ikke materielt forkælet, men forkælet
på omsorg. Vores hjem har altid været åben for mine
venner/kærester, jeg har aldrig fået at vide de elskede mig, men
omvendt så var jeg absolut ikke i tvivl.
Min far var en meget speciel mand, ekstrem vidende, fremsynet,
dygtig med sine hænder men også lidt doven, han kunne læse hele
dagen, mens huset ligende kaos. Af ham har jeg lært at være
nysgerrig på verden, altid at søge viden når man manglede svar,
aldrig kun at se tingene fra én side og være uselvisk. Fra min mor
har jeg min diplomatiske sans, evne til at fungere i kaos, at kunne
sige pyt, og bare være til stede.
Men men men, jeg voksede også op i et hjem hvor vi ikke talte om
problemer. Ingen af mine forældre var specielt temperamentsfulde,
så jeg elskede at komme hos min kammerat hvor bølgerne ofte gik
højt, hvor alt blev diskuteret, man kunne være uvenner men blive
gode venner igen, men intet blev fejet ind under gulvtæppet.
Jeg er nok lidt flinke pige, stor diplomat, jeg er samlende men også
lidt konfliktsky, desværre. Jeg vil helst have at alle er gode venner....
Lisbeth
Dette er et svar til  Hvad er det bedste
af Anno (08-02-2016 kl. 23:45)
|
Lisbeth44
© 1999-2025