Søvnløshed I begyndelsen af graviditeten kan søvnløshed være et resultat af ængstelse, hormonelle forandringer eller pres på blæren.
13230
Søvnløshed er helt almindeligt under graviditeten, og det kan være forårsaget af mange ting som f.eks. ikke at kunne "falde ned" ved sengetid eller speciel følsomhed overfor støj.
I begyndelsen af graviditeten kan det være et resultat af lidt ængstelse, hormonelle forandringer eller pres på blæren. Midt i graviditeten kan du godt blive vækket af babyens bevægelser, der som regel er stærkest mellem 20. og 30. uge.
Hen imod slutningen af graviditeten kan det være svært at finde en stilling at sove i, der føles behagelig. Det kan også være svært at falde i søvn igen, når man har været oppe for at gå på toilettet, men afbrudte søvnmønstre er med til at forberede den gravide til at kunne passe babyen, når den bliver født.
Hvad du selv kan gøre
• Læg fødderne op i frokostpausen, eller find et sted at lægge dig en halv time for at undgå at blive overtræt. Gå i seng en time tidligere, end du plejer.
• Hvis din hjerne arbejder på højtryk, så lyt til stille musik på en walkman/discman eller øv dig i afslapningsøvelser.
• Tag et varmt bad og et glas mælk før sengetid (undgå helst kaffe eller te).
• Læg et uldtæppe eller en dyne under lagenet, hvis du har ondt i underlivet.
• Sov i noget let og sørg for at have masser af puder, du kan lægge under halebenet, mellem benene eller foldet sammen på langs og stoppet ind langs med din ryg.
• Uro i benene kan skyldes, at du har det for varmt, er blevet overtræt eller har indtaget for meget koffein.
• Prøv at stable dig selv op med puder, hvis du får en brændende fornemmelse i brystet.
• Slå dynen til side, så sengen kan blive kølet af, mens du går på toilettet om natten.