 Min historie
Jeg vil prøve at fortælle min historie her, og håber at jeg vil have kræfter og mod til at vende tilbage og få hjælp fra jer, og forhåbentlig på et tidspunkt være den der er i stand til at hjælpe selv.
Jeg har en dreng (takker hvert øjeblik for ham!!!!) der fyldte 2 i maj, og vi ventede vores andet ønskebarn - vi har fået hjælp til at blive gravid begge gange, så det oveni, har jo gjort at vi har været dybt taknemmelige begge gange.
I søndags begyndte jeg at tænke godt og grundigt over, hvornår jeg sidst havde mærket bebsen bevæge sig inden i mig - og da jeg først havde fået de tanker panikkede jeg jo fuldstændig, og blev bare nødt til at få det tjekket.
Jeg kørte (alene, jeg sku jo bare lige have bekræftet at alt var ok....) på fødegangen, og fik hurtigt den besked, at der ikke var et lille hjerte der slog.....
Alt gik i stå, og alligevel var jeg slet ikke i stand til at reagere.
Lang historie her skåret ned til en kort - de forsøgte at sætte mig igang med det samme, fik lagt ballonkateder, som ikke hjalp. Og fik derefter de næste to døgn lagt 5 stikpiller, der skulle sætte fødslen igang.
Jeg var hele tiden helt overbevist om at min krop ikke var med på den, og at det ville ende med et kejsersnit - og det gjorde det så også onsdag kl. 12.23.
Her fandt de så ud af at det gamle ar i min livmoder (fra sidste kejsersnit) var sprunget op, så baby ikke havde sin beskyttende hule mere, der var simpelt hen lukket op ud til hele min mave.....
Det er meget underligt i sig selv, fo det er jo voldsomt farligt og burde have givet mig en masse smerter og blødning, hvilket der ikke var.
Men altså ud kom den fineste lille pige på 51 cm og 2865 gr.
Vi har desværre endnu ikke fundet et navn til hende - vi havde faktisk fået at vide at det ville blive en dreng :o)
Jeg kom hjem fra sygehuset fredag, rart og samtidig utroligt skræmmende.
Jeg har termin idag - og det er en hård en at komme igennem.
Jeg synes bare det er så uretfærdigt!!!
Hun var jo klar, hvorfor skulle hun ikke have lov til at opleve livet - hvorfor måtte vi ikke lære hende at kende.....????
Jeg bliver ved med at tænke tilbage, hvad nu hvis.......
Men jeg ved jo godt der ikke er noget der kan ændre det der er sket.
Jeg forstår det ikke.
Det er bare skide hårdt at vide, at hun var her for så kort tid siden, og da jeg fandt ud af der var noget galt, var det for sent at gøre noget...
Og nu sidder jeg her og føler mig så alene.....
Kia
|
Svar til dette indlæg
marlene
© 1999-2025