 Jeg kender det..
Hej Anja!
Jeg kender alt for godt det du snakker om mht. at det er svært at glæde sig på andres vegne, når man selv så brændende ønsker sig et barn. Tror ikke, man skal skamme sig over det, da det er helt normalt - man må bare tage sig bedste pokerfjæs på og sige tillykke.
Mht. at sige, at man er i behandling kontra, at ikke at sige det, så får du her min erfaring.
Jeg fik i 2008 et søn efter ICSI metoden og 3 års forsøg. Vi gik i december 2009 igang med at få nr 2 - da vi jo godt vidste, at det kunne tage sin tid. På mit arbejde er det sådan, at alle hver morgen får en seddel ud med hvem, der er fraværende - og det har jeg jo tit været. Derfor har jeg ikke kunne holde hemmeligt for kollegaer, at vi er i behandling igen. Og når nu kollegaerne vidste det, kunne vi ikke få os selv til at holde det hemmeligt for den nære familie (både min egen og sviger)..
Men hold da op, hvor kan det være anstrengende, når folk spørger og spørger, hvordan det går med maven og hvor langt vi er nået i behandlingen. Jeg føler, særligt når det er kollegaer eller svigerfamilien, at de til dels overskrider mine grænser.. nogen gange mærkes det som om at mit underliv er alle mands eje.. og det er ikke rart.
På den anden side kan det også være rart ikke at skulle lyve hele tiden..
Held og lykke med det hele..
Mvh So-lee
Dette er et svar til  fik besked
af anja (20-09-2010 kl. 10:13)
|
Svar til dette indlæg
anja
© 1999-2025