Kære Linda.
Jeg kan godt forstå, at I alle er frustreret. Det slider på jer alle sammen, og det er nok en periode, I skal igennem. Men den kan klares på en bedre måde end den, du beskriver.
I handler, som hvor tids unge forældre. I går i diskussion med jeres dreng, fordi I betragter ham som en ligestillet person, udviklet tankemæssigt som jer selv.
En grundholdning, hvor I betragter barnet som en ligeværdig person, er fin. Samtidig er det en fejltolkning.
Han er en lille dreng på 4½ år. Han er ikke og skal ikke behandles som en lille voksen, I kan forklare og diskutere med. Jo mere, I gør det, jo længere ud kommer I i jeres viklen ind i den nuværende frustration. Til sidst råber du af afmagt, når ordene ikke slår til.
Samtidig med, at I forklarer jeres dreng, "at han kan jo nok forstå", "det går ikke, at du" osv. (genkender du/I det?), prøver jeres dreng at holde på den identitet/selvopfattelse, han har bygget op indtil nu. En identitet, der dannes gennem opdragelsen.
Man kan sidestille hver persons identitet med et kompliceret puslespil, hvor hver brik repræsenterer forskellige værdier, holdninger og opfattelse af "sig selv", som man har fået gennem samspillet med omgivelserne.
I kører rundt i en ond cirkel, som I skal stoppe nu. Hvornår er det, jeres samspil går galt og kører af sporet? Hvad er det, I diskuterer?
Prøv sammen med din mand at skrive ned, hvornår det hele går op i en spids. Stil jer selv spørgsmålene:
• Hvilke situationer ender med, at vi sender vores søn ind på sit værelse eller tager legetøj fra ham?
• Hvornår er det, at vi som voksne fornuftigt handlende mennekser griber til at straffe vores elskede søn med "psykisk afstraffelse"?
• Når vi vælger at lade ham føle, hvad vi ikke formår at forklare ham, ved at fjerne hans kæreste eje som "pant", til han efter vores mening er sød igen! Det er jo legetøj, han har ønsket, og som vi har givet ham som tegn på vores kærlighed.
• Eller vi isolerer ham i det rum, som skulle være hans fristed. Det rum, vi har indrettet i vores kærlighed til ham for, at han roligt kan lege, sove, drømme og føle sig tryg netop der.
Prøv at sætte jer ind i, hvordan en dreng på 4-5 år tænker og ser verden omkring sig. Barnet i den alder er meget logisk eller firkantet i sin tankegang. Han kan ikke gennemskue intriger. Han lægger ikke skumle planer. Hvis han siger "jeg hader jer", kopierer han ord, han ikke forstår den dybe mening af.
Er han et barn, I har fortalt og foklaret mange ting til, kan han være dygtig til at snakke og sætte ord på tingene. Måske er hans ordforråd stort. Det er endnu et "papegøjesprog". En betegnelse, der dækker over, at selv om barnet er god til at kopiere og huske ordene, og tilsyneladende snakker som en voksen i dialogen, har barnet ikke forståelse for ordenes betydning før langt senere.
Det hjælper ikke at undskylde, efter du har råbt af ham. Næste gang, I skal få jeres søn til noget, han ikke vil, siger han nej for at prøve grænserne af.
Beslut jer inden, om det er et nej, der ikke er til diskussion. Sæt jer med ham og forklar med få ord, hvad I vil have, han skal forstå. Når han begynder at yde modstand, så tag ham på skødet, hold om ham, mens du/I gentager: "Mor vil have, at du skal..." og "Jeg kan godt forstå, at du ikke har lyst, men det bliver sådan". Basta. Hverken mere eller mindre.
Med venlig hilsen Karin Holm
|
Relaterede brevkassesvar
© 1999-2021