Vilhelm er nu 4 måneder gammel. Den første måned sov han væk (det var for nemt, tænkte vi - forældre for første gang), men han er også født 3 uger for tidligt.
MEN så begyndte "det". Han skreg i tide og utide, og først troede vi, han havde ondt i maven eller lignende. Det har imidlertid vist sig, at han sjældent har ondt, men grunden til skrigeriet er, at han skal have tingene lige præcis 110%, som han vil og gider hele tiden.
Hvis han vil udenfor, skriger han, til han kommer ud, vil han ikke bare ud men også køres med i barnevognen, skriger han igen/videre, vil han ikke bare køres med men køres på ujævn vej, skriger han igen osv.
Og når jeg siger skriger, så mener jeg skriger. Helt knald rød i hovedet og efter ca. 15 minutter er han noget nær gennemblødt af sved.
Heldigvis har vi efterhånden lært at læse hans signaler, men skrigeturene er der stadig i stor stil, især når han skal overgive sig til søvnen (heldigvis sover han godt, når han endelig falder i søvn), og det er jo altså heller ikke altid, hans idéeer passer ind i programmet.
Så længe jeg er hjemme, prøver jeg at gøre det han vil for at mindske skrigeturene, men hvis man er ude, lader det sig altså ikke altid gøre - ja og så skriger han, til han dejser.
Sundhedsplejersken siger, at det selvfølgelig er hårdt (hun har overværet flere af hans "ture") men siger, at vi skal prøve at se det positive i det, nemlig at vi har fået en søn, som ved, hvad han vil.
Min mand og jeg er selv meget sociale og betænksomme mennesker, som sætter en ære i at hjælpe andre og ikke mindst gøre dem tilpas. Derfor bekymrer det mig, at Vilhelm er så svær at gøre tilfreds og ikke nøjes med mindre end det perfekte.
Jeg ved godt, at han kun er 4 måneder gammel, men jeg frygter, at dette er grundstenene til, hvem han er (hans personlighed, som man selvfølgelig kan prøve på at præge, men som vel altid vil være hans egen/være der et sted).
Derfor mit spørgsmål: Kan man overhovedet betragte en 4 måneders baby som et "menneske", eller er han mere "bare" en, der vil have dækket sine behov, og det har ingen betydning for, hvordan hans personlighed bliver senere i livet?
Jeg tager virkelig afstand fra egoistiske og selvoptagne personer og frygter MEGET, at vores søn ender sådan.
De 5 andre drenge i min mødregruppe, som er født indenfor 5 ugers interval, er helt anderledes, og de andre mødre i gruppen er også ret chokerede, når Vilhelm "folder sig ud".
Jeg håber, I får mulighed for at svare på dette, da det virkelig bekymrer mig. På forhånd tak.
Pernille, 34 år.
|
© 1999-2020