Kære Pernille.
Wilhelm er et menneske og en stor personlighed. Han er en lille "computer" fyldt med chips, parat til at blive fyldt op med informationer, som vil udvikle og forme ham som den person, han nu er.
Han ved ikke, hvad han vil, eller tænker, at han vil have tingene sådan og sådan. Det er han alt for lille til. Han evner ikke at tænke på denne måde. Det kræver en moden, voksen tankegang.
Et spædbarn er derimod meget hurtig til at tillære sig vaner. Det er trygt. Derfor skal I passe på med, hvilke vaner I vil lære ham.
Et eksempel er ritualer omkring sengetid. Flere vugger spædbarnet i armen, når det skal sove. Når det så er blevet for tungt til det, vil forældrene gerne væk fra den vane.
Barnet har lært at sove på denne måde og græder, til det "får sin vilje", fordi vuggen er en vane, der vækker barnet, når vugge-rytmen ophører. Det er ikke barnet, der er krævende, men vanen, der har sat sig.
Et andet velkendt "sovemiddel" er at spille blid musik. Det virker og får barnet til at falde i søvn. Men når musikken ophører, vågner barnet let igen.
De to eksempler, som jeg selv tidigere har omtalt som mulige hjælpemidler, når barnet har svært ved at sove, skal altså benyttes med omtanke. Er man en gang begyndt, sidder man let fast i vanen.
Meget af det, du skriver, får mig til at tænke, at du tænker og sidestiller din lille 4 måneder gamle dreng med en halvstor ung eller voksen person.
Wilhelm er som andre spædbørn dygtig til at tilegne sig vaner. Alt det, du beskriver, er episoder, som I tror får Wilhelm til at tænke "skriger jeg, så kommer jeg ud at sove, køre tur" osv.
Det er ikke Wilhelm, der tænker "jeg vil have mine forældre til at gøre det og det". Det er jer, der har oplevet "når vi ligger Wilhelm i barnevognen og kører, så falder Wilhelm i søvn".
Det gør de fleste børn. Fordi som jeg nævnte under søvn-ritualer virker vuggen, rullen og køren beroligende men også vanedannende. Frisk luft er den anden gode faktor. Jo køligere barnet sover, jo bedre. Alle børn sover bedst for åbent vindue eller udendørs.
Kan I se forskellen?
Der er ingen, der kan holde skrigeri ud. Det skærer i ethvert forældrehjerte. I griber de halmstrå, I ved virker, for at få jeres lille dreng til at have det godt. Desværre overfortolker I Wilhelms evne til at styre og bestemme.
Skrigeri og gråd kan være udtryk for, at barnet er overtræt og overstimuleret og ikke orker kontakten lige nu. Gaben og drejen hovedet væk er andre udtryk for det samme.
Wilhelm skriger i mødregruppen. Måske reagerer han på, at der er for varmt, for megen uro og snakken.
Han "ved", at han bliver taget op, lige så snart han skriger. Andre børn vil ikke ligge med våd ble. Når den er skiftet, sover de fint videre. Det er vane begge dele, ikke bevidst tankevirksomhed.
Tillader I jer selv at leve som før? At spille musik og se TV, som før Wilhelm blev født, eller lister I rundt? Har I gæster, som "larmer" som tidligere?
Er der et bestemt døgnmønster over skrigeriet med øget skrigeri hen under aftenen omkring kl. 20-22, kan man tænke i 3 måneders kolik. Men den burde være ovre nu. Ellers kan kiropraktik, zoneterapi, babymassage og aftenbadning være til stor hjælp.
Prøv at notere jeres døgnrytme og livsmønstre ned. Før og efter Wilhelms fødsel. Børn trives ofte fint i støj og uro, hvis det er der fra starten. Har de først vænnet sig til fred og stilhed, vågner de ved mindste uro.
Er han overtræt, kan nedputning i lift, hvor rammen er tæt på barnet indrullet i dyne eller tæppe og sat hen et mørkt sted, give den fred og ro, der skal få ham til at falde til ro.
Fornemmelsen af at være tilbage i hulen og fostertilværelsen kan give Wilhelm så meget tryghed, at han efter kort tids skrigeri (5-6 minutter) overgiver sig og sover. Jeg har praktiseret den metode med stort held, både professionelt og privat.
Mit buskab er: Betragt Wilhelm som en lille baby parat til at møde verden under jeres kærlige vejledning. Han er ikke skabt til at styre og ødelægge sine forældre.
Alle børn har brug for faste rammer. Det lille barn skal, når han er ældre, have enkelte og korte beskeder. "Nej", hvis det er det, man vil sige, skal ligge først i sætningen.
Barnet skal ikke have lange indviklede forklaringer. Et nej er hele tiden et nej. Det kan ikke forandres ved skrigeri, stampen i gulvet eller smiden sig på gulvet.
Børn, der er udadreagerende, råber på de voksnes opmærksomhed og vil hellere end gerne have faste rammer. Det er en misforståelse at tro, ens børn er lykkeligere, hvis de får lov at bestemme alt.
Det begynder allerede, når barnet er spædt, hvis forældrene tillægger barnet evner, det ikke har.
Derfra og til at betragte den som en DEN - det er lige så forkert. Wilhelm og andre 4 måneders babyer er små mennesker, der bliver større under deres forældres kærlige vejledning og guidning.
De er hverken tyraner eller perfektionister. De er små, åbne, modtagelige personligheder.
Derfor talte man tidligere om en "trodsalder", hvor barnet prøver sig selv af ved at sige nej, selv om det mener ja osv.
Jeg kan have en tilbøjlighed til at tro, at I læser alt, der er om børn. Både mens I var gravide og nu. Der er lidt for meget intellektualisering over din beskrivelse af jer selv og Wilhelm. Læg de bøger på hylden.
Mærk efter i maven, hvordan I selv har lyst at handle. Tænk efter, hvad I selv har oplevet i opvæksten. Det præger os I høj grad senere i livet.
I får sikkert også mange velmenende råd, når folk oplever Wilhelms skrigeri. Overhør dem I ikke kan bruge.
Nyd ham. Lig med ham på maven. Børn falder til ro, når de mærker den voksnes hjerteslag og varme. Leg med ham på legetæppet. Lav babygymnastik og babymassage. Det giver en naturlig træthed, ligesom badning gør.
Lav en spiral-uro af sølvpapir til at kigge på. Lysreflekserne og de enkelte bevægelser virker beroligende.
Lev i nuet med ham. Vær enige om, hvordan I tackler problemet i forhold til familien, venner, mødregruppe og jer selv.
Held og lykke med det.
Med venlig hilsen Karin Holm
|
Relaterede brevkassesvar
© 1999-2025