Kære Anja.
Ja, I har et problem. En datter, I har givet magten til i al jeres godhed. I må beslutte, hvad I vil, og være enige.
Hvad spiser hun ud over rugbrødsmad i dagplejen? Og hvad gør dagplejemoderen omkring spisesituationen? I skal først og fremmest spise i en rar atmosfære.
Det, der bliver serveret, er det, der er at spise til det måltid. Det vil sige, at I skal undlade at kommentere maden, undlade at spørge til frøkenens appetit. Blot samlet sætte jer til bords og øse op uden yderligere kommentarer. Begynd selv at spise uden at "nedstirre" damen.
Smider hun maden på gulvet, så lad som ingenting og spis selv videre. Lad være med at give efter og gå ud og lav andet mad i jeres angst for, at hun sulter. Jeg tror næppe, hun bliver underernæret af et par aftener på denne måde.
I kan godt give timeout for 1 time. Det er OK, så længe jeres datter ved, I elsker hende over alt på jorden, selv om hun er besværlig. Husker I det? Ellers bliver det til psykisk afstraffelse.
I får derimod ondt i maven, hvis hun går sulten i seng. Det bekræfter min teori. I vil hende det bedste, men er i en ond cirkel. Det er den, I skal bryde ved at vælge en handling og holde fast. Hold ud.
Hun er i jeg-vil-selv-alderen og er ved at forme sit eget selv/jeg. Tidligere talte vi om trods-alderen. Barnet fanges i sit eget nej, fordi det er for lille til at overskue konsekvenserne. Det har allerede opdaget, at det får sin vilje ved at være "stædig", selv om barnet selv har mistet det oprindelige mål for dens nej undervejs.
Jeres datter har lært metoden, "hvis jeg kaster med maden, hvis jeg nægter at spise andet end pølser og spaghetti, så får jeg min vilje". Hun er ikke tankemæssigt bevidst om, at det er hendes mål. Det har hun aldrig været.
Hun er heller ikke en lykkelig lille pige. Hun trænger til at blive holdt om, sunget for, badet og nusset med. Gerne af far. Vide, at hun er den mest elskede lille pige af begge sine forældre. Så løser madproblemet sig også.
Når børn reagerer, er det fordi, de søger tryghed og opmærksomhed. Når hun er vred, så tag hende op på skødet, hold fast om hende, selv om hun ikke vil og vrider sig som en orm. Tag en billedbog imens og begynd at fortælle en historie for hende.
Men lad være med at tolke og sidestille hende med en voksen. Hun er ikke udspekuleret men ulykkelig inderst inde. Held og lykke.
Med venlig hilsen Karin Holm
|
Relaterede brevkassesvar
© 1999-2025