Kære Gitte.
Budskabet siver ikke ind, for du taler til en pige på 2½ år og vil have hende til at forstå voksensnak. Hun har glemt alle de fine ord og forklaringer, før du er kommet 4-5 ord ind i sætningen.
Det hedder NEJ, som det første og sidste ord. "Nej, du må ikke slå, nej". Tag hendes hånd væk. Vis hende, at du ikke vil finde dig i, at hun slår. Lige nu tager hun det som en leg. Et ritual om du vil. Hun ler sikkert straks efter, I har haft sammenstødet. Hun har atter vundet.
"Nej, du må ikke slå, jeg bliver vred, nej", mens du fjerner hendes hånd med et fast ikke hårdt greb.
Nej, kan være første ord i sætningen. Ofte siger vi så en masse herefter. Så har barnet glemt det nej. Så nej skal i hvert fald være det sidste ord i vores irettesættelse-sætning, for at barnet skal huske det.
Lad handling vise og følge ordene. Det kan lade sig gøre, når I kære forældre lader være med at snakke til jeres børn, som om de var jævnaldrende, som forstår alt. Det gør en 2½ årig altså ikke.
Med venlig hilsen Karin Holm
|
Relaterede brevkassesvar
© 1999-2025