Bredt politisk tilsagn til højere børnebidrag Et bredt politisk flertal er indstillet på at hæve børnebidraget. Men reglerne skal være fleksible, lyder kravene til justitsministerens planer.
2549
Selvom børnebidrag er et særdeles ømtåleligt politisk emne, støtter både Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne justitsminister Lene Espersens (K) planer om at hæve bidraget for forældre, der ikke bor sammen med deres barn.
"Hvis det pågældende beløb ikke er blevet hævet i årevis, så vil vi ikke være afvisende over for en forhøjelse. Men det må ikke blive så højt, at der kan spekuleres i det, eller så manden bliver flået", siger Dansk Folkepartis retsordfører, Per Dalgaard.
Normalbidraget er i dag 940 kroner om måneden. Børnelovsudvalget foreslog for 2 år siden, at det beløb sættes op til 1.200 eller 1.700 kroner om måneden for de laveste indtægter med tillæg, når indkomsten stiger.
Socialdemokraternes ordfører på området, Lissa Mathiassen, mener ikke, at grundbeløbet i dag dækker de faktiske leveomkostninger, og hun hilser derfor en justering velkommen. Men hun advarer mod at starte debatten med kroner og øre.
"Jeg appellerer til alle - både på Christiansborg og udenfor - at vi ikke havner i en ubehagelig kønskamp mellem mænd og kvinder", siger Lissa Mathiassen. Hun mener, at de nye takster må tage udgangspunkt i, at skilte forældre ofte deler forældremyndigheden eller skiftes til at have barnet boende.
Også Per Dalgaard betinger sin støtte af, at reglerne bliver fleksible. "Den enlige mor skal selvfølgelig have et større beløb, mens den kvinde, der gifter sig med en velhavende mand, måske ikke skal have noget", siger Per Dalgaard.