De nye barselsregler skaber kaos Nybagte forældre har vanskeligt ved at finde ud af de nye barselsregler.
4871
Her 4 måneder efter, at de nye barselsregler trådte i kraft, hersker der kaos rundt om i landet, når nybagte forældre skal fordele de op til 52 ugers orlov med adgang til dagpenge.
Forældre går ofte forgæves, når de søger svar hos kommunerne, der står for udbetalingen af dagpenge under orlov. I stedet bombarderer forældrene deres arbejdsgivere med spørgsmål om, hvordan den enkelte orlov bedst kan tilrettelægges.
Arbejdsgiverne må som oftest sende spørgsmålene videre til bl.a. Dansk Industri, der i øjeblikket dagligt modtager en håndfuld spørgsmål til barselsreglerne.
"Det er utroligt mange mennesker, der ikke er klar over, hvad de nye regler betyder. På arbejdspladserne har det aldrig været meningen, at man skal vejlede sine ansatte om dagpengeregler i forbindelse med barselsorlov, men kommunerne er ikke klædt på til at vejlede om de nye regler. Flere forældre får direkte forkerte oplysninger i kommunerne", siger Catrine Byrne fra Dansk Industri.
Da politikerne vedtog de nye regler i marts 2002, skete det først og fremmest for at gøre forældrenes orlov mere fleksibel. Men samtidig er barselsreglerne blevet overordentlig komplicerede, og de indeholder over 20 nye måder at sammensætte orloven og dagpengene på.
Det volder typisk kommunerne problemer, at forældre som noget nyt har fået mulighed for at forlænge orloven fra 32 op til 46 uger mod samtidig at fordele puljen med dagpenge over længere tid.
Ligeledes står kommunerne i dag uden mulighed for at holde øje med tilbageværende orlov, hvis et forældrepar vælger at flytte fra hinanden.
"Fleksibiliteten i de nye regler er på en måde, så det er vanskeligt at fortælle borgerne, hvor meget de har ret til og frem for alt, hvor meget de har tilbage. Kommunerne mangler i øjeblikket administrative systemer til at håndtere de nye regler effektivt", siger Claus Møgeltoft fra Kontoret for Social- og Arbejdsmarkedsforhold i Kommunernes Landsforening.
Selv i Beskæftigelsesministeriet går man ofte forgæves efter råd om de nye regler, og en varslet e-mail-adresse til spørgsmål har aldrig fungeret.