Ringere barselsvilkår for adoptivforældre Den nye barselsorlov forringer vilkårene for adoptivforældre.
3043
Adoptivforældre rammes af nye regler om, at gravide lønmodtagere skal varsle arbejdsgiveren om deres fravær, senest 3 måneder før de skal føde. For adoptivforældre betyder stramningen, at deres arbejdsgiver tilsvarende skal have besked 3 måneder inden adoptionen. Ellers bortfalder moderens ret til barselsorlov.
Men ofte får forældre, der ønsker at adoptere, først besked om, at de kan hente deres nye familiemedlem, få måneder eller få uger før.
Den nye lov om barsel kræver desuden, at de nybagte forældre underretter arbejdsgiveren senest 8 uger efter fødslen eller adoptionen, hvis de ønsker at benytte deres ret til fleksibel orlov i 32 uger. Bliver varslet afgivet senere, mister de retten til orloven.
Den regel rammer de adoptivforældre, der er nødt til at opholde sig lang tid i barnets fødeland, når de kommer for at hente barnet. Især i Sydamerika modtager man barnet hurtigt, men man kan strande dér i flere måneder, fordi papirarbejdet trækker ud, eller fordi der opstår politiske forviklinger.