Den nye barselsorlov medfører problemer Forældre skal planlægge deres orlov meget tidligere end før.
2859
Dansk Arbejdsgiverforening forudser store administrative problemer, og forældre skal planlægge deres orlov meget tidligere end før.
En mere fleksibel fordeling af orloven er i lovforslaget betalt med arbejdsgiverens ret til at kræve at få besked om familiens planer for de næste år allerede 8 uger efter fødslen.
På det tidspunkt skal moderen fortælle, om hun kommer tilbage, når barnet er et halvt år, vil holde længere barsel eller ønsker en aftale med arbejdsgiveren om at udskyde en del af ugerne til senere.
Som den nye barselsorlov ser ud, risikerer familien oven i købet at miste orlovsuger, der ikke er bestilt og aftalt med arbejdsgiveren.
Venstres socialpolitiske ordfører, Eva Kjer Hansen, erkender, at der skal arbejdes videre: "Reglerne er for stramme. Man skal ikke kunne miste orlovsuger, og et krav om at varsle sin orlov allerede efter 8 uger virker urimeligt. Der er brug for smidige regler, som både arbejdsgiver og ansat kan leve med, men hvordan det bliver, kan jeg ikke siger noget om endnu".
I Dansk Arbejdsgiverforening ryster juridisk konsulent Lise Bardenfleth på hovedet: "Både den nye og den gamle ordning gælder i de næste 9 år, og det vil give ekstremt store omkostninger til administration. Det er da en fordel, at arbejdsgiveren skal varsles tidligere om, hvornår medarbejderen kommer tilbage, men kan familien så ikke få pasning til den tid, hjælper ordningen jo ikke", konstaterer hun.