Barselsdagpenge før fødslen Hvis du ikke har krav på løn fra din arbejdsgiver, udbetaler kommunen dagpenge under fravær fra arbejdet på grund af din graviditet.
4537
Hvis du ikke har krav på løn fra din arbejdsgiver, udbetaler kommunen dagpenge under fravær fra arbejdet på grund af din graviditet. Din arbejdsgiver udbetaler desuden dagpenge under fravær fra arbejdet på grund af forebyggende graviditetsundersøgelser.
Du kan få dagpenge fra 4 uger før, du forventer at føde. Den dag du forventer at føde regnes med i de 4 uger.
Du kan gå tidligere på orlov med barselsdagpenge, hvis din læge skønner:
• At graviditeten har et vanskeligt forløb, der ved fortsat beskæftigelse vil medføre risiko for dit helbred eller fosteret.
• At dit arbejde er skadeligt for dig eller dit ufødte barn.
Hvis din læge råder dig til at gå ned i arbejdstid under graviditeten, skal du henvende dig til kommunen, inden du laver om på din arbejdstid.
Hvem kan få barselsdagpenge?
Er du lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende, har du ret til barselsdagpenge, hvis du opfylder visse krav om beskæftigelse m.v. Som lønmodtager kan du få dagpenge fra kommunen, hvis du opfylder et af følgende krav:
• Du har været tilknyttet arbejdsmarkedet alle dage i de sidste 13 uger før dit fravær på grund af barsel og i denne periode har arbejdet i mindst 120 timer.
• Du er berettiget til arbejdsløshedsdagpenge, uddannelsesgodtgørelse, etableringsydelse eller kursusgodtgørelse ydet som erstatning for arbejdsløshedsdagpenge.
• Du har inden for den seneste måned afsluttet en erhvervsmæssig uddannelse på mindst 18 måneder.
• Du er elev i lønnet praktik i en uddannelse, der er reguleret ved eller i henhold til lov.
Som selvstændig erhvervsdrivende kan du få dagpenge fra kommunen, hvis du i mindst 6 måneder inden for de seneste 12 måneder har været beskæftiget med selvstændig erhvervsvirksomhed. Heraf i den seneste måned før dit fravær.
Hvis du i hele 6-måneders perioden har været selvstændig erhvervsdrivende, skal du have drevet virksomhed af væsentligt omfang.
Hvor meget kan jeg få i barselsdagpenge?
For lønmodtagere beregnes dagpengene normalt på grundlag af den indtægt og det timetal, som du ville have været berettiget til, hvis du ikke havde været fraværende.
For selvstændige beregnes dagpengene normalt på grundlag af skattemyndighedernes seneste årsopgørelse vedrørende virksomhedens overskud (dagpengegivende indtægt).
Hvordan får jeg barselsdagpenge?
Skema til anmodning om dagpenge får du af din arbejdsgiver, arbejdsløshedskasse eller kommunen. Anmodning om dagpenge skal ske til kommunen senest 9 måneder efter fødslen. Ellers mister du din ret til dagpenge.
Hvis du vil klage
Det er din kommune, der afgør, om du har ret til dagpenge. Kommunen giver dig også oplysning om, hvor du kan klage over kommunens afgørelse.