New Zealandske forskere hævder, at de for første gang har vist en sammenhæng mellem gravides sovevaner og dødfødsler sent i graviditeten.
Universitetet i Auckland sammenlignede 155 kvinder, der fik et dødfødt barn efter 28. graviditetsuge, med 310 kvinder, som fødte levende børn, og resultatet var, at risikoen for at få et dødfødt barn var dobbelt så høj for de højgravide kvinder, der ikke sov på venstre side.
Mere præcist var risikoen for dødfødsel 1,96 ud af 1.000 blandt de højgravide, der sov på venstre side, og 3,93 pr. 1.000 for dem, der ikke lå på venstre side. Resultaterne er justeret for andre risikofaktorer.
Forskerne mener, at årsagen kan være, at blodet flyder bedre til barnet, når kvinden ligger på venstre side, da de store blodkar ikke påvirkes af tyngden fra graviditeten.
Danmark er et af de lande i verden, der har færrest dødfødsler, nemlig 2,2 ud af 1.000. I 2009 var der således 140 dødfødsler i Danmark.
Har/havde du en favorit-sovestilling under graviditeten? Skriv en kommentar herunder.
Kilde: Dagens Medicin
22-01-2012

|