Firmaer fravælger fødedygtige kvinder Hver anden virksomhed beder rekrutteringsfirmaer om at sortere kvinder i den fødedygtige alder fra.
3149
Er du kvinde og i stand til at få børn, har du rigtig dårlige chancer på jobmarkedet. Faktisk kan din ansøgning være frasorteret på forhånd hos halvdelen af de virksomheder, du søger arbejde hos, fordi arbejdsgiveren ikke vil risikere at skulle undvære dig til barselsorlov og barnets første sygedag.
I rekrutteringsbureauet Hartmanns oplever konsulenterne, at kvinder i den fødedygtige alder er uønskede hos hvert andet firma, der søger nye medarbejdere.
"Selv firmaer med smarte, nedskrevne personalepolitikker, som godt ved, det er grov diskrimination, gør det. Når vi møder den almindelige mellemleder, der skal overholde sit budget, får piben en anden lyd", siger Hartmanns administrerende direktør, Anne-Mette Ravn.
Kollegerne fra bureauet Adecco kender også til kønsdiskriminerende kunder. Marketing- og kommunikationschef Nicolai Hornum forstår ikke virksomhedernes frygt:
"Vi lever i en så fleksibel verden, at man sagtens kan hente og putte børn og så koble sig på nettet og arbejde hjemmefra. Fordommen er forældet, og faktisk kan det ligefrem være en fordel at vælge en medarbejder med børn, som er nødt til at arbejde struktureret", siger han.
Ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V) vil undersøge, om det er ulovligt at bede et rekrutteringsfirma om at vælge kvinder fra.