Samsovning øger risikoen for vuggedød Undersøgelse viser, at spædbørn har 8 gange større risiko for at lide vuggedøden, hvis de sover sammen med mor og far.
3715
En undersøgelse foretaget på Glasgow University i Skotland viser, at babyer på op til 11 uger, der sover i samme seng som deres forældre, har 8 gange højere risiko for at lide vuggedøden, end hvis de sov i deres egne senge.
Forskningen er publiceret i Journal of Pediatrics og er et nærstudie af 123 babyers uforklarlige død.
"Undersøgelsen er et kraftigt indicium for, at der er en øget risiko for vuggedød, hvis barnet sover sammen med forældrene", bekræfter overlæge Kaare Lundstrøm fra Rigshospitalets børneafdeling.
For at undgå vuggedød, anbefaler Sundhedsstyrelsen i dag, at spædbørn sover på ryggen, at der ikke ryges i nærheden af dem, samt at de ikke ligger for varmt. Og netop det sidste kan også være forklaringen på den nye opdagelse.
"Det mest sandsynlige er, at spædbarnets temperatur simpelthen stiger på grund af varmen fra det voksne menneske, der ligger tæt ved siden af. Tvivlen bør i hvert fald komme barnet til gode, så min anbefaling er, at spædbørn ikke sover i samme seng som deres forældre", siger Kaare Lundstrøm.
Afdelingslæge Christine Brot fra Sundhedsstyrelsen vil endnu ikke komme med en egentlig advarsel: "Nu samler vi mere materiale sammen på området og ser, om der er grundlag for at advare", siger hun.