Skrevet af Lone
Vi ventede vores tredje barn, og jeg regnede selvfølgelig med, at alt ville gå lige som med de to foregående - normalt. Men helt sådan skulle det ikke gå.
2½ måned før forventet fødsel var jeg til jordemoder, og hun mente, at barnet sad i sædestilling, og hun ville sende mig til scanning på sygehuset. Jeg så ikke, at der var nogen form for problemer (der var jo god tid for barnet at vende sig i, inden det skulle ud), før min jordemoder spurgte, om jeg kunne være på sygehuset om 1 time.
Jeg fik en klump i halsen men tog afsted. Hvad skulle der ske?
Jeg blev scannet og fik konstateret, at barnet lå i underkropsstilling. Jeg sagde ja til at være med i et forsøg med moxa-vending (en slags kinesisk akupunktur med en form for røgelsespinde), hvor jeg skulle komme igen 14 dage efter.
Da forsøget med moxa ikke virkede på mig, skulle jeg for hver 14. dag op og scannes, og hver gang fik jeg at vide, at barnet stadig sad ned. Så derfor skulle jeg komme igen den 9. februar for at få lavet et vendingsforsøg.
Om morgenen den 9. februar kunne jeg mærke nogle små plukkeveer, men jeg slog det hen. Da de to store var blevet kørt i børnehave, og veerne var blevet til lidt mere end bare plukkeveer, og jeg var begyndt at tegnbløde, blev min mand og jeg enige om, at vi hellere måtte tage på fødegangen. Mine andre fødsler var overstået efter 2-3 timer, og vi ønskede ikke, at jeg skulle føde i bilen på vej derop.
Da vi ankom til fødegangen, var der en jordemoder, der undersøgte mig, og hun mente, at barnet havde vendt sig, men de ville scanne mig først for at være sikre.
Det havde det bare ikke, og derfor ville de foretage et vendingsforsøg med det samme. Jeg fik derfor brikanyl, der skulle få veerne til at stoppe lidt, da livmoderens sammentrækninger ville vanskeliggøre vendingen.
Da vi havde ventet 30 minutter på, at brikanylen havde gjort sin virkning, kom der en læge og en sygeplejersker med en scanner. Den ene stod og scannede mig, mens den anden løftede barnet i mit bækken og forsigtigt skubbede til barnets hoved. Da de havde forsøgt sig i omkring 20 minutter, stoppede de, for de kunne se, at barnet ikke rokkede sig det mindste, og at jeg havde ondt ved det.
Jeg måtte nu over til den "store" scanner, som man bliver scannet med i starten af graviditeten, for at de kunne finde ud af, om jeg måtte føde barnet selv, eller det skulle tages med kejsersnit.
De skød barnet til at veje ca. 3.000 gram, og da jeg havde født uden komplikationer de to andre gange, fik jeg lov at føde selv. Problemet var bare, at fordi de havde givet mig brikanyl, var veerne stort set helt stoppet, så vi blev sendt på barselsgangen, hvor vi skulle afvente til om aftenen, om jeg skulle blive eller tage hjem igen.
Da vi havde brugt et par timer med at trave gangene på barselsgangen tynde, var veerne så småt på vej tilbage igen, og jeg havde brug for noget frisk luft. Vi tog jakker på og gik ned af trapperne for at komme ud, og jeg kunne godt mærke, at det nok ville blive i løbet af aftenen, at jeg skulle føde. Vi holdt os til området omkring sygehuset, så min mand ikke skulle stå alene, hvis nu det pludselig skulle gå hurtigt.
Da vi kom tilbage på stuen ved 17-tiden, fortalte vi en sygeplejersker, hvordan jeg havde det, og jeg blev kørt på barselsgangen igen, hvor alle tog det med ro, for en sædefødsel tog lang tid, så der var ingen grund til panik.
Efter et par minutter kunne jordemoderen se på mig, at veerne var ved at være konstante, og hun fik fat på en børnelæge, som skulle være der ved fødslen på grund af den usædvanlige måde, barnet ville komme ud på.
De kørte en hjertekurve på barnet, det havde det fint, men de kunne ikke mærke, hvor langt nede i bæknet barnet var, for der lå en "pøl" med fostervand i vejen, og de kunne ikke rigtig komme til at prikke hul på det med en finger.
Klokken 18.10 spurgte jeg, om jeg måtte presse, og jeg fik at vide, at jeg skulle vente, så længe jeg kunne. Jeg kunne ikke vente længere, og ved første pres kom der en ordentlig skylle vand, og anden gang kom numsen.
Jeg lå bare og tænkte på at presse så længe som muligt, for det er ikke det samme at føde en sædefødsel, som det er at føde almindeligt, for der er ingen mulighed for at holde nogen pause, som der er, når hovedet er kommet ud.
Men trods mine tanker kom der klokken 18.27 både et barn på 3.400 gram og en moderkage, der gik i tusinde stykker, "flyvende" ud. Og til stor forundring for jordemoder og læge sprækkede jeg ikke det mindste.
Så på trods af advarsler og skrækhistorier, så var det en rigtig god oplevelse for mig at føde en sædefødsel. Det værste ved det var, at det kom til at gå så stærkt, at det tog lang tid, før min krop var faldet ned efter fødslen.
Det, der var mest forskelligt fra mine andre fødsler, var, at Matias havde en blå/sort numse de første dage af sit liv.
I dag, 6 uger efter Matias kom til verden, er han stadig lige så gudeskøn som sin storebror Kristoffer og sin storesøster Kirstine, og der er ingen, der kan se, om han kom ud med hoved eller numse først.
25-04-2005
|
Relaterede artikler
© 1999-2025