Skrevet af Henriette
Kort tid efter, at jeg droppede p-pillerne, da vi havde besluttet os for at prøve at få et barn, begyndte jeg at bløde. Det var kun en lille smule frisk blødning, men det var rimelig konstant.
Jeg havde uregelmæssige menstruationer med 40-45 dages mellemrum. Jeg blev så henvist til en gynækolog, som med det samme kunne konstatere, at jeg har PCO (Polycystisk Ovarie Syndrom), som gør, at jeg aldrig vil kunne blive gravid naturligt. Så selv om det var en hård besked, slap vi da for at prøve i flere år, og kunne starte på behandling med det samme.
Jeg valgte at blive behandlet med kunstig befrugtning på Frederiksberg Hospital, da jeg selv arbejder der og så kunne rende til og fra de mange scanninger, samtaler osv.
Det blev et hårdt år med mange nedture, men vi valgte, at vi ikke ville lade det dominere vores liv. Vi startede derfor på at tage sejlerkort sammen, hvilket var en ny verden for os begge, og samtidig var vi ude at rejse og lave andre ting, som absolut ikke handlede om at blive gravid.
Jeg fik 3 gange forsøg med insemination, men ingen af dem lykkedes, og derefter skulle jeg videre på Rigshospitalet til befrugtning via reagensglas.
Ved den tredje insemination skulle jeg prøve noget nyt medicin, som jeg fik det dårligt af, og da der samtidig var ventetid på Rigshospitalet, fik jeg et fjerde forsøg af den søde sygeplejerske.
Det var en absurd dag, da afdelingen på Frederiksberg havde fået at vide, at de skulle lukke på grund af besparelser, så jeg lå med stængerne oppe mellem flyttekasser som den allersidste patient. De fik dog heldigvis lov til at blive alligevel i sidste sekund!
Jeg blev gravid - og meget meget lykkelig. Graviditeten gik rigtig fint, men jeg fik en del kvalme. Vi var i Japan på ferie, og jeg kunne ikke klare lugten af fisk eller resten af deres mad. Så det var en drøj tur, da man aldrig kunne vide, hvad de havde puttet fisk i, f.eks. i kyllingeburgeren og boller fra bageren. Selv den dag i dag kan jeg ikke klare lugten af Japansk mad!
Lørdag den 10. juni (16 dage før min termin) skulle vi bruge weekenden på at flytte om i vores lille 2-værelses lejlighed, få hentet seng og barnevogn, pakke taske osv. Jeg vågnede med en sær fornemmelse, og min kæreste vågnede med tømmermænd og en ordentlig gang influenza. Jeg skyndte mig i bad og ned til bageren, og det var dér, den første ve kom.
Selv om det lyder tåbeligt, blev jeg totalt overrasket, men veerne fortsatte, mens jeg sad på sofaen omgivet af bogstakke og reoler, og jeg kunne så dirigere min stakkels kæreste rundt. Veerne var ikke så slemme. Jeg brugte vejrtrækningsteknik, og vandet gik kl. 10. Først der var jeg helt sikker.
Vi kom ind på hospitalet kl 14. Bilturen var et helvede. Jeg husker især, da vi holdt for rødt på Rådhuspladsen ved siden af en bus fyldt med turister, som syntes, det var meget spændende med hende den højgravide med veer.
  Vi blev modtaget af en sød jordemoder, som gav os 2 nyheder. Den gode var, at jeg var 5 cm åben. Den dårlige var, at hun kunne mærke en lille numse og ikke et hoved. Så det blev akut kejsersnit til stor forskrækkelse for min mand, som hader hospitaler og pludselig stod iført grøn sterilt tøj med mig på operationsbordet.
For mig som sygeplejerske var det trygge omgivelser. Jeg kendte anæstesilægen, portørerne og nogle sygeplejersker.
Kl. 15.04 kom Laurits til verden. Han vejede 3.900 gram og var 54 cm lang. Det var lidt hårde dage, da jeg havde de sædvanlige eftervirkninger med sårsmerter og forstoppelse, og han var slap i starten på grund af varmen. Men det har heldigvis ændret sig.
Nu har vi en herlig - og meget aktiv - knægt på 18 måneder, som render rundt og holder os fuldt beskæftiget.
25-01-2008
|
Relaterede artikler
© 1999-2025