Det er velkendt, at for tidligt fødte spædbørn har større risiko for at få indlæringsvanskeligheder og andre problemer, når de bliver ældre.
Nu tyder nye undersøgelsesresultater på, at børn født meget før terminen og med en fødselsvægt på mellem 700 og 1.400 gram måske har permanente hjerneforskelle, der kan hjælpe med til at forklare grunden til disse problemer.
8 år gamle børn, der blev født før tiden, har mindre hjernevolumen end gennemsnittet, og det ser ud til at ligge til grund for udviklingsproblemer lige fra indlæringsvanskeligheder til hjernelammelser, rapporterer forskerne.
Blandt 25 for tidligt fødte børn fandt man, at abnormaliteter i volumen af bestemte områder i hjernen var tæt forbundet med intelligenskvotienten, og jo mere for tidligt børnene var blevet født, jo større var abnormaliteterne i hjernen.
Forskerne sammenlignede børnenes hjernescanninger med scanninger fra 39 børn, der var blevet født til terminen. Forskerne fandt formindsket volumen i de hjerneregioner, der hjælper mennesker med at beslutte, hvordan og hvornår de skal reagere.
Blandt de 25 undersøgte børn var der en af dem, der havde hjernelammelser, mens andre havde indlæringsvanskeligheder, koncentrationsproblemer, var hyperaktive eller nervøst anlagte. Deres fødselsvægt lå mellem 700 og 1.400 gram.
Det faktum, at forskellene i hjernevolumen stadig var der, når børnene var blevet 8 år, viser, at de er til at leve med. Det giver dog forskerne et fingerpeg om, at de skal undersøge børnene tidligere i deres liv og finde ud af, om de har disse abnormaliteter, for at finde de børn, der har størst risiko for ringere mental udvikling.
Det er imidlertid stadig uklart for forskerne, om der kan gøres noget for at foregribe den uheldige udvikling.
17-04-2001

|