10 grunde til at sove sammen Der er mange fordele ved at sove sammen med din baby.
14659
1. Når familien sover sammen, får man fuld fordel af, hvor nemt det er at amme, da man ikke engang skal gå ind i et andet rum for at hente barnet. En ammende mor i en dobbeltseng kan sagtens amme sit barn uden at være helt vågen, og hun kan derfor fortsætte med at få den vigtige hvile, hun har brug for, mens hun mader sit barn. Derfor vil det at sove sammen med barnet opmuntre mødrene til at fortsætte med amningen og alle dens mange fordele i en længere periode.
2. Ophold i åndedrættet er normalt i spædbarnets første levemåneder, og hvis man ikke forhindrer det eller tager sig af det, kan det i værste fald forårsage vuggedød. Den seneste forskning på området tyder på, at det at sove sammen med babyen kan hjælpe med til at undgå denne frygtelige begivenhed på to måder. For det første har forskerne opdaget, at moderens åndedræt giver hendes spædbarn nogle vigtige signaler, der minder babyen om at ånde ind efter hver udånding, og dette kan måske forhindre de situationer, der kan medføre vuggedød. For det andet (selv om dette påmindelsessystem skulle slå fejl) vil moderen være i nærheden til at hjælpe babyen med at få gang i vejrtrækningen igen.
3. Kvælning er ofte anført som en af farerne ved at sove i samme seng som babyen. Dette er imidlertid kun rigtigt farligt i to tilfælde: Et spædbarn, der sover i en vandseng, og dermed er ude af stand til at hæve sig selv op, når det er nødvendigt - eller en forælder, der er for omtåget af alkohol eller stoffer til at tage sig af et spædbarns behov. Der er ovenikøbet helt klart, at en baby, der er ved at blive kvalt uanset af hvilken årsag (som f.eks. et bånd fra nattøj eller sengetøj, der har viklet sig rundt om babyens hals, eller at babyen kaster op i søvne eller får et astmatisk anfald), vil have meget større chance for at vække en af sine forældre, hvis de sover i nærheden, end hvis de sover i et andet rum.
4. Enhver farlig situation, der kan opstå for en baby om natten, bliver mindre farlig, hvis der er en voksen i nærheden. Babyer og børn er omkommet i brande, er blevet seksuelt misbrugt ved at besøge familiemedlemmer, er blevet kidnappet fra deres senge, er blevet overfaldet af kæledyr, er blevet kvalt i deres eget opkast, og er døde eller blevet skadet på mange forskellige måder, hvilket alt sammen kunne have været undgået, hvis en forælder havde været i nærheden til at hjælpe.
5. Hvis en familie sover sammen i den samme seng, bliver det ofte misforstået og udlagt som om, det giver anledning til seksuelle overgreb på børnene af en af forældrene. Vrøvl! Men det stik modsatte er derimod tilfældet. Forældre der udvikler dybe følelsesmæssige bånd til deres børn ved altid at være lige i nærheden og klar til at hjælpe både om dagen og om natten, har meget mindre tilbøjelighed til at øve overgreb af nogen som helst art mod deres børn.
6. At sove sammen kan yderligere forhindre, at barnet bliver forulempet i det hele taget, ved at hjælpe til med, at alle familiemedlemmer får den hvile, de har brug for, især hvis barnet bliver ammet. Barnet behøver ikke lide unødigt eller græde for at tilkalde sin mor, og moderen kan amme halvt i søvne. Hele familien vågner mere udhvilet uden nogen irritationsmomenter overfor barnet, fordi det har ødelagt ens nattesøvn. En udmattet forælder har meget større risiko for at forulempe et barn end en udhvilet mor eller far, som har nydt tilstedeværelsen af et barn, der sov sødt hele natten.
7. Gråd er et signal fra naturen, der er beregnet til at forstyrre forældrene, så babyen kan få opfyldt sine behov. Men gråd i en længere periode er stressende for alle familiemedlemmer. Jo før babyens behov bliver opfyldt, jo mere hvile kan babyen og resten af familien få, og jo mere energi vil de have den næste dag. En mor, der sover ved siden af sin baby, kan gøre brug af den instinktive reaktionsevne, en nybagt mor har overfor sin babys mindste lyd, og dermed eliminere behovet for den voldsomme gråd, der er så stressende både for babyen og for alle andre medlemmer af familien.
8. En dybere følelse af kærlighed og tryghed udvikles ofte mellem søskende, der sover i nærheden af hinanden, og det mindsker søskende rivaliseringen i de vågne timer. Søskende der deler nætterne såvel som dagene har en større mulighed for at opbygge et dybt og vedvarende forhold. Babyer og børn, der bliver adskilt fra andre familiemedlemmer i løbet af dagen (forældre på arbejde, søskende i skole) kan delvist indhente dette fravær og genskabe vigtige følelsesmæssige bånd ved at være sammen om natten og ved de dejlige familiestunder tidligt om morgenen, de ellers ofte går glip af. Ligeledes kan det selvfølgelig minimere adskillelse og uddybe familiesamhørigheden i løbet af dagen, hvis far og mor arbejder hjemme.
9. Studier af voksne i koma har vist, at tilstedeværelsen af en anden person i rummet forbedrer hjerterytme, puls og blodtryk væsentligt. Det er derfor rimeligt at antage, at spædbørn og børn opnår lignende helbredsmæssige fordele ved at have andre i det samme rum sammen med dem.
10. Et barn, der bliver passet både i løbet af natten og om dagen, får hele tiden bekræftelse på kærlighed og støtte i stedet for at skulle klare følelser som angst, vrede og ensomhed nat efter nat. Børn der har følt sig trygge både om natten og om dagen med en kærlig forælder lige i nærheden bliver til voksne, der bedre kan klare de uundgåelige stress-situationer livet bringer. Hvis et barn har følelsen af at være elsket og af tryghed tidligt i livet, har det intet med forkælelse at gøre. Det er ligesom at "sætte penge i banken" - en konto med tillid, selvværd og indre sikkerhed, som barnet kan trække på igennem alle livets udfordringer.