Skrevet af Stine
Tingene går ikke altid, som man ønsker, de skal gå. Nogle gange går de faktisk i den stik modsatte retning.
For 4 dage siden kørte min kæreste og jeg forventningsfulde og glade til Hvidovre Hospital, hvor jeg - eller rettere vores barn - skulle have foretaget en nakkefoldsscanning.
Vi havde forberedt os (så godt som man nu kan) på, at vi måske kunne få "noget dårligt at vide" som, at vi var i en risikogruppe for, at vores barn muligvis var mongolbarn eller havde nogle alvorlige fysiske problemer. Men derudover glædede vi os bare til at se den lille igen.
Det var så livsbekræftende sidste gang i uge 9, da vi så den bevæge sig og hjertet banke. Vi havde dog ikke forberedt os på den besked, som de sidste 3 dage har gjort mig så ulykkelig, som jeg ikke kan huske, hvornår jeg sidst har været.
Da hun begyndte at scanne, gik der ikke særlig lang tid, før hun lettere bedrøvet konstaterede, at jeg kun var i 11. uge og ikke 14., som vi troede. Jeg forstod ikke, hvad hun mente og spekulerede på, om de simpelthen havde regnet forkert fra starten.
Kort efter zoomede hun ind på det lille væsen og sagde, at her skulle man helt tydeligt kunne se hjertet banke, "og det kan man altså ikke".
"Den lever ikke længere, og det har den formentlig ikke gjort i 3 uger". Sådan var ordene, og jeg gik i chok, tror jeg. Tænkte, at det bare var en ond drøm.
Derefter blev vi sendt op til en gynækologisk afdeling, hvor jeg skulle undersøges nærmere. Vi skulle også beslutte, hvordan barnet skulle "komme ud". Medicinsk eller kirurgisk. For ud skulle den, inden min krop selv begyndte at afstøde den, hvilket kan betyde svære infektioner m.m.
Det blev til en lang dag med meget ventetid, gråd og svære beslutninger.
Tirsdag mødte vi igen op, og efter 4 timers ventetid og en meget tør hals (jeg var fastende, da indgrebet er i fuld narkose), blev jeg endelig kørt ned til operationsstuen, hvor udskrabningen af vores 4 cm lange men ikke levedygtige barn skulle finde sted. Det var meget hårdt både inden men især efter indgrebet.
Det er svært at være nået så langt i graviditeten, have gjort sig så mange dejlige forestillinger, og så skal man lige pludselig bare forstå, at det ikke er mere. At min livmoder er helt tom. At det nu kun er mig igen og ikke mig og et barn.
Vi har brugt 3 dage nu på at sørge. 3 hårde dage. For vi har mistet. Vi har mistet vores barn.
Men selvfølgelig går livet videre, og snart vil vi have accepteret det og igen kunne glæde os over, at jeg overhovedet kunne blive gravid - mod alle odds. Jeg har tidligere været ramt af kræft - to gange faktisk - og lægerne havde sagt, at jeg ikke skulle regne med nogensinde at kunne få børn.
Men kræften fik altså "ikke ram på mig og min fertilitet", så jeg håber på, at jeg kan blive gravid igen. Det siger lægerne også, at de tror jeg kan.
Der er også en masse rationelle forklaringer og tanker, der efterfølgende vil fylde, når den værste sorg har lagt sig. At barnet simpelthen ikke var levedygtigt, og det var bedre, at det gik, som det gik i stedet for, at den var blevet født med alvorlige skavanker osv. osv.
Men lige nu fylder sorgen altså, og det giver jeg/vi den lov til lidt endnu. Men vi skal nok klare os igennem, og vi er også begyndt at grine og fjolle lidt igen. Vi skal bare have lidt tid :o)
Venligst Stine
03-11-2004
|
Relaterede artikler
© 1999-2025