Færre fostervandsprøver medfører færre aborter Ca. 10 procent af alle gravide får foretaget en fostervandsprøve, men Sundhedsstyrelsen vurderer, at dette tal kan halveres.
4209
I dag får ca. 10 procent af alle gravide foretaget en fostervandsprøve, men Sundhedsstyrelsen vurderer, at dette tal kan reduceres fra 7.000 til 3.500 prøver om året, når de nye risikovurderinger bliver indført.
Den nye risikovurdering foregår ved hjælp af en nakkefoldsscanning, hvor man måler fosterets nakkefold. Hvis denne scanning viser, at der er forhøjet risiko for misdannelser f.eks. i form af Downs syndrom (mongolisme), bliver den gravide også tilbudt en fostervandsprøve.
Fostervandsundersøgelserne viser, om barnet har kromosomfejl, men i 1 procent af alle tilfælde medfører prøven, at kvinden aborterer spontant.
I begyndelsen af 1990'erne indførte Aalborg Sygehus risikovurderinger af alle gravide fremfor at tilbyde fostervandsprøver til gravide over 35 år.
"Vi er gået fra at lave fostervandsprøver på 13 procent af alle gravide til 3,5 procent. Det betyder, at der er omkring 10 børn hvert år, der redder livet i forhold til før. Hertil kommer, at vi alligevel har fundet flere fostre med kromosomfejl end før", siger overlæge Peter Skovbo fra Aalborg Sygehus.