Ingen forstår den nye barselslov I 2002 blev et års barselsorlov indført. Siden har forældre, arbejdsgivere og kommuner kæmpet med fortolkningen af dagpengeloven.
2947
Den 27. marts 2002 fik vordende og nybagte forældre adgang til et års barsels- og børnepasningsorlov. Siden har forældre, arbejdsgivere og kommuner kæmpet med fortolkningen af loven om dagpenge.
Godt et år efter kalder kommunalfolk loven uoverskuelig og uklart formuleret. Kommunerne har et særligt problem, fordi de både optræder som dagpengemyndighed og som arbejdsgiver.
Ifølge kontorchef i Kommunernes Landsforening, Kent Lassen, bruger kommunerne mængder af arbejdstid på at forklare lovens konsekvenser for forældrene.
"Nogle kommuner er helt oppe på 20 minutters telefonrådgivning blot for at besvare indledende spørgsmål. Det er forældrenes ret til at forlænge eller udskyde orloven, de varierende dagpengesatser, ferieregler, orlov med og uden løn eller med og uden dagpenge, samt fortolkningen af ord, der driller", siger Kent Lassen.