To af Folketingets sundhedsordførere er umiddelbart betænkelige ved for fremtiden at tilbyde alle landets gravide en test, der kan vurdere deres risiko for at føde et barn med Downs Syndrom (mongolisme).
Både Birthe Skaarup fra Dansk Folkeparti og Sophie Hæstorp Andersen fra Socialdemokratiet vil have belyst konsekvenserne af forslaget nærmere, før de vil tage endelig stilling.
En arbejdsgruppe under Sundhedsstyrelsen vil offentliggøre et kontroversielt forslag, der betyder, at landets sygehuse for fremtiden skal tilbyde alle gravide en test, der kan afsløre, om det kommende barn er i risikogruppen for at blive mongol.
Som det er i dag, bliver denne screening kun tilbudt gravide kvinder på over 35 år, samt kvinder, hvor der er en udtalt risiko for, at kvinden vil føde et handicappet barn.
Med forslaget bliver screeningen et fast tilbud, uanset hvilken alder og sundhedstilstand den gravide har. Og det kan være med til at sende et forkert signal til de gravide, mener Sophie Hæstorp Andersen.
"Spørgsmålet er, om vi i fremtiden som udgangspunkt skal sygeliggøre alle gravide, hvilket jeg synes, er et uheldigt signal at sende", siger Sophie Hæstorp Andersen.
Samtidig er hun enig i, at aldersgrænsen på 35 år er problematisk, da den forskelsbehandler de gravide, og samtidig viser fødselstallene, at mellem 65 og 75 procent af de 70 mongolbørn, der fødes hvert år, har en mor, som er under 35 år.
Desuden ligger der en lang etisk diskussion under overfladen af forslaget. Skal man i højere grad åbne for, at forældre skal kunne vælge sig til det perfekte barn?
Nej, mener Birthe Skaarup fra Dansk Folkeparti. Hun advarer meget imod, at man i højere grad muliggør det, hun kalder et "supersamfund".
"Jeg vil nok stille mig skeptisk over for et forslag om at screene alle kvinder for noget, hvor der er en meget lille risiko for, at det er et barn med eksempelvis Downs Syndrom. Samtidig er det en debat værd, om vi skal have et samfund af supermennesker, hvor vi alle er ens", siger Birthe Skaarup.
Hun vil tage sagen op i sundhedsudvalget, hvor hun vil forsøge at invitere et ekspertpanel til at komme med et oplæg om forslagets konsekvenser.
Sundhedsudvalget skal desuden have en høring om emnet den 7. maj, hvor det i en bredere ramme skal diskuteres, hvilke former for sygdomme og handicap man kan tillade sig at screene gravide for i fremtiden.
Kilde: Ritzaus Bureau
21-03-2003

|