 Meget....
Jeg var én af dem, der skrev, at ens ansvar over for børn aldrig stopper. Jeg vil gerne understrege, at det også gælder den anden vej. Voksne børn har efter min mening også ansvar over for deres for forældre.
Hvis min mand eller jeg f.eks. pludselig kom i øk. problemer (vi er naturligvis i arbejdsløshedskasse, men man kan jo blive kronisk syg), ville jeg regne med, at min - velhavende - mor ville hjælpe med at betale børnenes skolepenge. Jeg er godt klar over, at det ikke er noget, man kan kræve.
Da et af vores børn var indlagt (og efterfølgende ikke måtte komme i institution), hjalp bedsteforældrene med børnepasning. Vi kunne derfor nøjes med 3½ ugers fravær fra arbejdet og ikke 8 uger. Vi er berettiget til fuld løn ved alvorlig sygdom hos børn, så i den forbindelse sparede vi kommunen for en måneds løn i tabt arbejdsfortjeneste. Når jeg mener, at man i en familie skal hjælpe hinanden, handler det altså også om, at velfærdssamfundet fungerer bedst, hvis vi hjælper hinanden, når vi kan - så bliver der bedre råd til dem, der virkelig har hjælp behov.
I forbindelse med min søns sygdom ville jeg have forventet, at bedsteforældrene aflyste også vigtige ting for, at vi kunne passe vores arbejde - men nu havde de ikke så meget for i den periode, så de skulle ikke aflyse noget.
Vores forældre er glade for at passe vores børn. Hvis de ikke var det, ville jeg ikke spørge om hjælp til at passe børn, når vi skulle i biografen osv.
Vh. Stine
Dette er et svar til  hvad forventer du af din familie??
af Zzolla (09-01-2017 kl. 15:58)
|
Stine
© 1999-2026