 At være pårørende
Nu har jeg været pårørende til en kræftsyg søster i snart 10 år.. De
sidste tre år har været nedtur på nedtur. Hun er en fantastisk fighter og
giver ikke op. Vi er der altid. Græder når det er svært og glade når det
går godt. Det har taget hårdt på alle og nu føler jeg bare at jeg er fyldt
helt op. Det har taget hårdt på mit ægteskab, bedsteforældre der aldrig
er glade og har overskud og ikke er der for vores børn... Men jeg føler
også en enorm dårlig samvittighed over at jeg som pårørende kan sidde
og bare føle at jeg har fået nok. Hun kan jo ikke gøre for det men det
er lidt med følelsen af at hun får hele "kagen" at alle resourcer bliver
puttet i hendes liv. Og selvfølgelig kan jeg gå hjem og være helt rask og
hun kæmper stadigvæk.. Mine børn har aldrig kendt til andet end
sygdom og triste familiemedlemmer og at alt mere eller mindre drejer
sig om min søster. Jeg har bare fået nok. Kan dagen i morgen ikke bare
være anderledes rask og glad. Det er med dårlig samvittighed at jeg
føler mig overset. Selvfølgelig skal jeg da bare være taknemmelig men
trænger vist til at der er nogen der sætter ord på at være pårørende...
Ved godt hvor jeg skal gå hen og få hjælp og min psykolog har lagt øre
til mange timers frustationer. Er der andre pårørende derude. Hvordan
takler I det.
|
Ane
Svar til dette indlæg
© 1999-2026