 Enig!
Det sværeste er alt det handicappet medføre. Min farmor bliver ved med at spørge om Bertram ikke snart bliver "normal", det sårer mig så meget så vi har næsten ikke kontakt til hende mere. Jeg vil simpelthen ikke ha Bertram skal høre på det. Også når vi er ude og han går i selvsving og skriger og folk bare stopper og stempler ham som hysterisk og os som dårlige forældre gør mig ked. Hvis han bare havde et synligt handicap ville omverdenen have lettere ved at forstå ham, og måske acceptere at han er anderledes og give os lidt fred.
Jeg er også tit bekymret for hvad fremtiden vil bringe for min dreng, vil han klare den som andre eller vil han altid skille sig ud og aldrig få job, familie osv. Ikke at det egentlig betyder så meget, det vigtigst er at han er lykkelig!
Jeg synes man eller ihvert fald os lever meget isoleret. Vi har mistet mange venner ganske enkelt fordi de ikke har haft forståelse for vores situation. Vi har ikke orket at forklare og forsvare Bertram stolpe op og stolpe ned så dem som ikke har kunne rumme ham har vi ikke plads til i vores liv. Det betyder vennekredsen er skrumpet meget og det er jeg ked af, føler mig til tider lidt fanget.
Lidt tanker herfra. Nu er der igen en der kalder....
Anne
Dette er et svar til  Tja tjo...
af Lise (14-06-2011 kl. 21:27)
|
Annepigen
Svar til dette indlæg
© 1999-2025