 Kære du
Det er en så forfærdelig situation at stå i :(
Jeg stod der selv for et års tid siden - græd, da jeg stod med en positiv test fordi det bare slet ikke var meningen. Det tog noget tid med snak med manden og overvejelser med mig selv før jeg var klar til at gå til lægen med ønske om en provokeret abort.
Jeg var så ikke i tvivl om, at det var det rigtige. Vi kunne ikke overskue et barn mere. Det var både af hensyn til os selv, til de børn der er i forvejen og økonomien. Kunne nok godt få råd til barsel osv - men så måtte vi sælge huset og finde et billigt sted at bo. Dvs rykke de børn op, der lige var flyttet en gang. Vi var også ved at være for gamle - sådan er det, når man får børn sent.
Jeg har grædt meget - både før og efter. Og det var meget afgørende for mig, at jeg ikke var ret langt henne. Faktisk viste skanningen på sygehuset før aborten, at jeg ikke var så langt henne som ventet - og det var dejligt at få at vide.
Kan se, at du er 5 uger henne - det var også hvad jeg var. Jeg valgte medicinsk abort, fordi risikoen for komplikationer er mindre - og når man ikke er længere henne, er det som en kraftig mens dog med flere smerter. Jeg fik smertestillende med fra sygehuset sammen med de piller, der dels afbryder graviditeten dels sætter aborten i gang. Jeg fik brug for de smertestillende og var glad for at have min mor her som hjælp - for det kom lige oven i, at min mand var blevet opereret i skulderen og ikke kunne bære børn eller lave ret meget.
fortsættes
Dette er et svar til  der er en lille tvivl der nager
af ked (23-05-2011 kl. 21:22)
|
Svar til dette indlæg
© 1999-2025