 Egoistisk? (1)
Åh, hvor skal jeg næsten starte...Jeg lever i et forhold, som jeg ikke ønsker at fortsætte; med andre ord - jeg vil skilles.
Baggrund: Jeg fandt min mand, da jeg var blot 16 år. Han er 20 år ældre end jeg. Jeg blev ret hurtigt "bundet" i forholdet...et eller andet sted, fulgte jeg bare med, men er klar over, at jeg også tog et valg. Vi blev gift og har nu 3 børn. Fra starten var han meget...hm...bestemmende, dvs. jeg mistede ret hurtigt min egen omgangskreds, og han gjorde det surt for mig, at gå ud til noget socialt selv. Jeg har nogle gange forsøgt at starte uddannelse, men han har bare været så sur og besværlig hver gang, at jeg stoppede mit foretagende igen. JEg er nu igang igen, fordi jeg VIL noget, men det har været hårdt, han har haft depressioner osv. fordi jeg uddanner mig. Hver gang jeg har lavet lektier, har han gjort vrøvl. Jeg var stræber...SÅ klog altid...brainee...you name it. Han var jalous på de ting som jeg kan og samme, hvis jeg var i selskab med andre, uden ha. Hele vejen igennem, har jeg haft en følelse at, at det her var "forkert". Jeg er nok mest blevet i forholdet, fordi det var nemmest. Jeg er i tvivl om jeg nogen sinde har elsket ham..jeg har holdt af, men om det var af ham eller trygheden, ved jeg ikke...
Sidste år blev jeg 30, og det gjorde pludselig en forskel...mærkeligt...men ihvertfald var det som at noget inden i mig sagde "fandme nej - hvis jeg skal videre, er det nu".
|
Ano
Svar til dette indlæg
© 1999-2025