 Kære Anne
Har fulgt lidt med i din tråd, og nu får du lige en hilsen fra en, der var i samme båd for et par år siden. Jeg gik med præcis samme tanker som dig. Det var bare så uendelig svært at tage beslutningen pga det barn. Sidste sommer tog jeg den så endelig, og for ca 6 måneder siden flyttede min kæreste så ud. Vores søn var på det tidspuntk 4½ år.
Her er så status på hvordan jeg har det:
I forhold til min eks er jeg helt afklaret. Har ingen følelser for ham mere, han har fået en ny kæreste og jeg er ikke jaloux overhovedet. Tænker nok snarere good luck til hende:-) Vi arbejder godt sammen om at få det til at glide med vores søn, som bor en uge hvert sted ad gangen.
I forhold til min søn har jeg langt fra fundet fred med det, jeg har gjort. Og det kommer nok til at tage tid. Selvom han overordnet set har klaret det hele rigtig flot og stadig er en glad lille dreng, så har der sandelig også været reaktioner. Han skal leve med et savn konstant, og det plager hans lille sjæl, og det gør så ondt at høre på, når han engang imellem udtrykker det verbalt.
Ind imellem tager jeg mig selv i at ønske, at jeg aldrig havde taget initiativ til det brud, og at vi stadig var sammen. Jeg savner trygheden og fornemmelsen af at være en familie (hvor langt den så end var fra det jeg forestillede mig en familie skulle være).
Jeg har så utrolig dårlig samvittighed og græder faktisk rigtig meget. Men jeg VED, at det alt sammen handler om min søn og ikke hans far. Jeg savner min dreng, når han ikke er der, og jeg er ikke rigtig begyndt at nyde mine friuger fuldt ud endnu.
Dette er et svar til  ja...
af anne (09-07-2010 kl. 10:36)
|
Harværetder
Svar til dette indlæg
© 1999-2025