 God ide
at søge råd og vejledning hos dem, der egentlig bedst ved, hvordan din veninde har det. Som alle andre også skriver, er det umuligt at forstå, hvis man ikke har været i situationen.
Jeg har stået på begge sider. Havde en veninde, som fik fertilitetsbehandling med godt resultat knap et halvt år, før jeg selv erfarede, at jeg skulle igennem samme mølle.
Så jeg har troet jeg kunne sætte mig ind i det engang (før jeg selv var der)..
Jeg er selv blevet mor for knap 4 mdr siden efter reagensglas.
Jeg oplevede i starten af min graviditet, at jeg havde så svært ved at tro på det, at jeg ikke var så glad som jeg havde forventet. Og oveni hatten betragtede jeg det som et mirakel, som "andre" havde lavet.. Ikke min kæreste og jeg..
Jeg gjorde det, at jeg skrev en slags tilbageført dagbog over forløbet. Skrev alt det jeg kunne huske af følelser, "events", behandlingstiltag, samtaler - gode og dårlige mm.
Jeg oplevede, at hver gang jeg skrev en sætning, poppede 2 nye op i mit hoved. Og jeg var lige igennem hele følelses møllen igen.
Men jeg ser det nu som terapi i højeste klasse.
For jeg fik det ud af mit system, så jeg fremadrettet kunne fokusere på glæden fremfor al den sorg, frustration, vrede - you name it, som havde fyldt hele min verden.
Jeg tror ikke, at det er unormalt at have svært ved at omstille sig til nogle helt andre følelser, når de "dumme tanker" har fyldt alt.
Til gengæld vil jeg heller ikke mene, at de skal blive ved. Med al den behandling hun har været igennem er det heller ikke utænkeligt, at få en depression. Og så er en psykolog en ide.
Mvh C
Dette er et svar til  hvordan støtter man??
af gæst (08-06-2010 kl. 14:34)
|
© 1999-2025