 Kender så godt den følelse
at din veninde har. Jeg har selv en datter på 5 mdr efter fire års forsøgen med diverse dit og dat og 2 x IVF (det din veninde er blevet gravid ved).
Jeg havde det som din veninde indtil dagen før jeg fødte. Jeg elskede at være gravid, men var også hundeangst for at miste det lille barn inden i mig konstant. Specielt de første 4 mdr. Men følelsen af ikke at være sikker på at jeg egentlig ville have det barn havde jeg lige indtil dagen før jeg fødte. Jeg er ikke sikker på at det skyldes angsten for at miste, som mange andre skriver. I mit tilfælde var det mere faktoren at vi havde prøvet i så mange år, hvor det ikke var lykkedes, og nu var vi der endelig, men ikke på den naturlige måde. Jeg begyndte at bilde mig selv ind at det nok slet ikke skulle have været, når det ikke var sket på normal vis, at jeg nok slet ikke ville egne mig til at blive mor.
Nu er din veninde godt nok mor, men måske har hun alligevel lidt af de samme følelser. Måske tvivler hun på at hun kan håndtere to børn på samme tid.
Som andre skriver kan ingen andre forstå, hvad man går igennem og føler uden selv at have prøvet det. Men du kan stadig støtte hende og spørge ind til hvorfor hun føler som hun gør.
Ud fra min egen erfaring kan jeg kun sige, at jeg lagde følelsen væk omgående, da jeg havde mit barn i armene. Kan slet ikke forstå at jeg gik med de tanker, men det gjorde jeg nu en gang, og jeg husker dem tydeligt!
Mange hilsner,
VBH
Dette er et svar til  hvordan støtter man??
af gæst (08-06-2010 kl. 14:34)
|
VBH
© 1999-2025