 Ontologisk utryghed
Er der én ting, jeg har lært af mit lange fertilitetsbehandlingsforløb, så er det, at man ikke kan være sikker på noget. Hvor jeg tidligere havde en stærk tro på, at alting nok skulle gå, har jeg nu igennem en årrække oplevet, at det som går for andre, bare ikke går for mig. Jeg tror det er en følelse jeg deler med mange. Ens ontologiske tryghed er simpelthen blevet skamskudt. Man tror ikke noget kan gå godt, og man regner næsten med at være den, som ender med det statisk usandsynlige uheld. Jeg vil tro det er det som er sket for din veninde. Hun tør simpelthen ikke gælde sig.
I mit tilfælde er den største støtte kommet fra folk, som er blevet ved med at tro på os og på projektet, selv når vi selv har mistet både tro og håb. Folk som siger ” jeg ved det nok skal lykkes,” spreder mere glæde, end de ved. Der kan også være stor støtte at hente hos folk, som har sat sig bare en smule ind i fakta – som f.eks. ved, at risikoen for spontan abort er under 7 pct., hvis der er konstateret hjerteblink. Eller som siger: ”Jeg mærkede altså heller ingen graviditetstegn i de første mange måneder… det er helt normalt, at du har det ok.” Du skal give din veninde troen og håbet. Det kan være ufatteligt svært selv at mobilisere efter mange ulykkelige forsøg.
Knus Betty
Der efter knap 5 års barnløshed og 9 icis-forsøg stadig ikke er blevet gravid.
Dette er et svar til  hvordan støtter man??
af gæst (08-06-2010 kl. 14:34)
|
Betty
© 1999-2025