Kære Anja.
Jeg vil ikke anbefale dig at tage solarium under graviditeten. Undersøgelser tyder på, at fosteret ikke bryder sig om varmepåvirkningen.
Med hensyn til 1. graviditetsundersøgelse vil du udover at tale med din læge om forskellige ting typisk få taget en blodprøve, samt få lavet en underlivsundersøgelse.
Det er blot en almindelig underlivsundersøgelse, hvor lægen dels kigger på din livmodermund, og dels med hænderne mærker indvendigt og udvendigt på dit underliv. Der er absolut intet at være bange for!