Kære Anne Mette.
Hun skal stoppes NU, inden hun tager magten i hjemmet. I gør desværre den fejl, som alle gode forældre: I snakker til hende, som om hun er jeres ligesindede. Hun er 10 måneder gammel.
Hun har lært, at når hun kaster sig bagover, sparker, vrider sig og skriger, så få hun lov. Men hun tænker ikke "nu skal jeg snørre mine forældre ved at gøre x". Det er hun slet ikke moden og udviklet nok til.
Da hun var spæd, græd hun, når hun var sulten, våd o.l. Når de behov var dækket, var hun tilfreds. Efterhånden som hun udvikles, danner hun nye erfaringer. Denne er den seneste.
"Nej" er et udemærket ord. Kun NEJ. Ikke lange sætninger. Hun hører dem ikke - specielt ikke når hun er hidsig. I kan forklare, når hun er blevet rolig, med enkelte og få ord, men JA eller NEJ skal være det første ord i sætningen. Resten glemmer eller hører hun ikke. Derfor skal ordene gentages om og om igen.
Den 1-årige kigger tilbage, når den er ved at pille bøger ud af reolen, ting den ikke må. "Ser de mig, nej så piller jeg bøgerne ud af reolen". Forældrene kommer, siger nej, sætter bøgerne på plads, mens de siger "nej, det må du ikke" og går igen.
Ligeså snart forældrene vender ryggen til, starter barnet forfra på historien, ser tilbage, hvis forældrene er der, får de et sødt afvæbende smil, mens barnet prøver, om den alligevel godt kan pille bøgerne ud.
Hverdag med et lille barn er gentagelser. Om igen. Nye ting, der pilles ved, men samme historie. Barnet lærer efterhånden, at det og det må det ikke. Det er opdragelsen.
Når barnet komme ud blandt andre, på restaurant etc., lærer den, hvordan man skal sidde og spise. "Learning by doing". Samtidig rettes barnet til og får at vide "ja, det var godt" og "nej, det må du ikke".
Er barnet et stærkt barn som jeres datter, er det vedvarende i sit forsøg på at få lov. Men hun tænker stadig ikke "jeg gør dette for at tage magten eller for at straffe mine forældre". Så langt er hendes tankeudvikling ikke.
Når hun kaster sig bagover, hviket er en ret normal reaktion, og hendes kraftige måde at sige "jeg vil ikke", skal I tage hende op, sidde med hende på skødet og holde fast om hende med armene. Selv om hun vrider, sparker og snor sig. Hold fast om hende, mens I aer hende på kinden. Kys og knus hende. Hvisk beroligende ord i øret.
Efter nogle laaange minutter, vil hun slappe af. Svedig, små-grædende, mørkerød i hovedet. Fortsæt med at sidde med armene om hende, mens I vugger hende og fortsat taler beroligende, til hun er helt rolig. Måske falder hun i søvn bagefter af bar udmattelse.
Gentag dette, hver gang hun får sine "anfald". I viser, I bryder jer om hende og elsker hende. I giver hende tryghed og varme. Samtidig viser I, at det er jer, der bestemmer. Held og lykke med det.
Med venlig hilsen Karin Holm
|
Relaterede brevkassesvar
© 1999-2025