Kære Mads.
Det er en stor ting at skulle være far. Jeg tror, at alle mænd i større eller mindre grad gør sig de tanker, som du gør: Kan jeg finde ud af det? Bliver jeg lige så god/dårlig som min egen far?
Som adoptivbarn er det også nærliggende at tænke: Vil jeg, ligesom mine biologiske forældre, også være sådan en, der svigter mit barn?
Til det kan jeg kun svare, at det tror jeg ikke. Man er jo ikke forprogrammeret til at handle på en bestemt måde, og den opdragelse dine adoptivforældre har givet dig, har jo også været med til at præge dig som menneske - og du har din egen vilje også.
For at citere Harry Potter: "Det er ikke de evner du har, der bestemmer, hvordan du er som menneske. Det er hvordan du vælger at bruge dem".
Du bestemmer selv, hvordan du vil være som far, og ingen er perfekt. Hvis du slapper af, gør dit bedste og handler med hjertet, er det helt sikkert også godt nok.
Jeg håber du kan bruge dette til noget, og at det kan berolige dig lidt, men hvis du stadigvæk er meget usikker og nervøs, kan det være, du vil have glæde af at tale lidt med en psykolog.
Mange adoptivbørn får på et eller andet tidspunkt en krise omkring hvem de er, hvor de hører til osv., og her kan det sommetider hjælpe at få det talt igennem med en helt udenforstående.
Held og lykke med dit kommende barn - jeg er sikker på, du bliver en supergod far!
Relaterede brevkassesvar
© 1999-2019