Få forældre sikrer deres børn ved dødsfald Over halvdelen af alle forældre har intet gjort for at prøve at sikre, hvem deres børn skal vokse op hos, hvis de dør.
4840
Næsten halvdelen (45 procent) af danske forældre har aldrig overvejet, hvem deres børn skal bo hos, hvis de selv skulle dø, før børnene er myndige. Og kun 14 procent af alle forældre har skrevet beslutningen ned - for eksempel ved at oprette et børnetestamente.
Det viser et rundspørge, som analyseinstituttet PLS Rambøll har foretaget for Jyllands-Posten.
Det er for få, der har gjort sig umage med at overveje børnenes fremtid, mener Klaus Wilmann, der er formand for Børnerådet:
"Børnene har brug for, at forældrene har tænkt over, hvad der skal ske med dem. Ellers risikerer de at blive gidsler mellem familie, venner og systemet. Derfor vil jeg opfordre til, at alle forældre diskuterer og overvejer, hvem der skal tage sig af deres børn", siger han.
Hos forældre, der har taget stilling til, hvor børnene skal være, er forældrenes egne søskende en klar topscorer. 42 procent af forældrene ønsker, at det skal være mostre, fastre eller onkler, som skal have børnene.
Nummer to på listen bliver også i familien, for 18 procent peger på bedsteforældrene. Dernæst kommer nære venner med 10 procent, efterfulgt af barnets myndige søskende med 4 procent, mens en fjerdedel af forældrene slet ikke har taget stilling til spørgsmålet.
At næsten hver femte forælder angiver, at de ønsker at indsætte børnenes bedsteforældre i et eventuelt børnetestamente, bekymrer Ilse Greby, lederen af Centralregistret for Testamenter, hvor blandt andet alle landets børnetestamenter opbevares. Hun fraråder, at man indsætter bedsteforældrene som de eneste i et børnetestamente.
"Hvis man opretter et børnetestamente, når barnet er spædt, kan der jo nå at ske meget med bedsteforældrene, inden barnet fylder 18 år. Desuden kan det være, at der er andre i familien eller omgangskredsen, som er mere egnede til at tage sig af for eksempel en teenager", siger Ilse Greby.
Ifølge Centralregistret for Testamenter blev der i fjor lavet 1.089 børnetestamenter. Det er en stigning i forhold til året før, hvor der blev oprettet 923. Dertil kommer et ukendt antal børnetestamenter, som er oprettet i forbindelse med forældrenes almindelige testamente, og som derfor ikke er omfattet af statistikken.
Ifølge Ilse Greby kan der være mange forskellige bevæggrunde for at oprette et børnetestamente. "Det er min fornemmelse, at det er en blanding af par og enlige - dog nok flest kvinder - og anledningen kan for eksempel være, at et forældrepar skal ud og flyve sammen uden børnene. Det kan også være en enlig mor, som har en livstruende sygdom, og som ønsker, at hendes nye samlever skal overtage værgemålet, fordi han er den, der kender barnet bedst. Det kan også være den enlige mor, som absolut ikke ønsker, at den biologiske far skal tage sig af barnet i tilfælde af hendes død", siger Ilse Greby.
Årligt mister omkring 4.000 børn en eller begge forældre, men der findes ingen opgørelser over, i hvor mange tilfælde det på landsplan fører til, at forældremyndigheden skal overdrages til andre.
Statsamtet er den myndighed, der på baggrund af informationer fra kommunen, familie, venner og et eventuelt børnetestamente etc. træffer beslutning om, hvem der skal have forældremyndigheden over et efterladt barn.
"Det er barnets tarv, det kommer an på, og derfor tager vi alle muligheder ind i vores overvejelser. Her er børnetestamentet en god hjælp for os, fordi det er en alvorligt ment tilkendegivelse fra forældrene", siger kontorchef i familieretlig kontor ved Statsamtet Århus, Jesper Thumand.
Han understreger vigtigheden af, at man ikke blot afleverer et stykke papir med nogle navne på. "Man skal begrunde, hvorfor man lige præcis vælger de personer til at tage sig af ens barn", siger Jesper Thumand.
Også formanden for organisationen Børns Vilkår, John Aasted Halse, opfordrer forældrene til at sætte sig ned og overveje nøje, hvem der har bedst tilknytning til børnene, og så få det nedfældet i et børnetestamente.
"Hvis forældrene får deres anbefaling og får sat et stempel på, har de hjulpet beslutningstagerne godt på vej. Og allervigtigst har de hjulpet barnet godt på vej. Et barn har nok at tumle med, hvis det har mistet begge forældre, så det skal ikke være vidne til, at de voksne skændes om dem", siger han.