Pasning hjemme giver problemer Muligheden for at passe sine børn derhjemme på det offentliges regning skader integrationen, viser norsk undersøgelse.
2545
Det er skadeligt for integrationen af indvandrere at få penge for at passe sine børn derhjemme, viser en norsk undersøgelse.
Norge indførte i 1998 en pasningsordning, som gjorde det muligt at passe sine børn derhjemme på offentlig forsørgelse, og undersøgelsen konkluderer, at ordningen især bliver brugt af indvandrerkvinder.
Således vælger op mod 90 procent af indvandrerne helt eller delvist at passe deres børn derhjemme på kontantstøtte frem for at blive integreret på arbejdsmarkedet.
Regeringen vil indføre den samme ordning i Danmark, dog med den begrænsning, at man skal have opholdt sig i landet i 7 ud af 8 år, og at man maksimalt kan få støtte til 3 børn i højst 1 år.
Alligevel vurderer Nina Smith, professor på Handelshøjskolen i Århus, at pasningsordningen vil få skadelig virkning på integrationen.
"Det er et skridt i den helt forkerte retning. Mange indvandrerfamilier har fortsat et forholdsvist traditionelt kønsrollemønster og vil derfor finde ordningen attraktiv. Forskningsresultater viser, at det er vigtigt, at forældrene kommer ud på arbejdsmarkedet, hvis integrationen skal lykkes. Det er her, de får en forståelse for, hvordan det danske samfund fungerer", siger Nina Smith.
Socialminister Henriette Kjær (K) afviser, at ordningen vil skade integrationen.
"Ordningen kan maksimalt benyttes i et år, så jeg er helt overbevist om, at børnene sagtens kan nå at lære dansk, inden de skal starte i folkeskolen", udtaler Henriette Kjær.