Prisen på børnepasning stiger voldsomt Forældres udgifter til børnepasning er steget markant i løbet af de seneste 5 år, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
3041
Forældres udgifter til børnepasning er steget markant i løbet af de seneste 5 år, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Værst er det gået ud over priserne for pasningen af børn under 3 år. Her er forældrebetalingen til dagpleje steget med 30 procent, mens prisen for et barn i en aldersintegreret institution er blevet sat op med hele 33 procent.
Det er for meget, mener Ib Bjergvang, der er bestyrelsesmedlem i Landsforeningen af Forældre til Børn i Daginstitutioner (FOLA):
"Jeg tror ikke, der er noget sted i det danske betalingssystem, hvor der er så store stigninger som vores område. Hvis så kvaliteten var steget tilsvarende, ville vi juble højt, men det er ikke tilfældet. Der er blevet puttet flere børn ind i institutionerne, så børnene får færre kvadratmeter at boltre sig på", siger Ib Bjergvang.
Bente Sorgenfrey, der er formand for Forbundet for Pædagoger og Klubfolk (BUPL), er enig i, at forældrene får en ringere vare for en højere pris:
"Der er blevet merindskrevet 50.000 inden for 10 år, uden der er fulgt ekstra personale med. Derfor har de ansatte mindre tid til nærvær og omsorg over for børnene", siger hun.
Anker Boye (S), der er næstformand i Kommunernes Landsforening (KL), forklarer prisstigningerne med, at mange kommuner har indført en pasningsgaranti. Den er blevet finansieret ved at hæve forældrebetalingen, så den i mange kommuner nu udgør de 33 procent af de faktiske udgifter, som den ifølge loven maksimalt må udgøre:
"Nogle kommuner har i mange år haft en meget billig børnepasning. Når de nu hæver beløbet op i nærheden af maksimumgrænsen, oplever forældrene i de kommuner en meget stor stigning. De skal bare glæde sig over, at de indtil nu har haft så lav en takst", siger Anker Boye.