Det gør ikke mere ondt at føde store børn Smerten ved at føde har ingen sammenhæng med, hvor meget barnet vejer.
4288
Smerten ved at føde opleves meget individuelt fra kvinde til kvinde, men den har ingen sammenhæng med, hvor meget barnet vejer.
Det er det overraskende resultat af en undersøgelse blandt førstegangsfødende ved Herning Centralsygehus, hvor 139 kvinder på andendagen efter fødslen udfyldte et skema, hvor de vurderede deres smerteoplevelse på en skala fra 0 til 10.
"Det vigtigste resultat af undersøgelsen er, at vi nu kan berolige kvinder, som venter et stort barn. Mange af dem er meget bange på forhånd, og nogle ønsker et kejsersnit af den grund. Nu kan vi tage noget af den skræk fra dem", siger læge Kate Klostergaard fra Herning Centralsygehus.
Undersøgelsen omfattede ikke kvinder, der fødte for tidligt, som fik mere end ét barn, eller som under fødslen fik en epiduralblokade, der bedøver hele underkroppen. De fødende var mellem 16 og 40 år, og børnene vejede fra 2.400 til 5.050 gram.