Skrevet af Camilla
Jeg har valgt at fortælle om min graviditet og efterfølgende fødsel.
Først i april måned 1997 gik jeg "over" tiden og troede så, at nu var jeg blevet gravid og tog så en af disse hjemmegraviditetstests. Men den viste ingenting, så jeg gik en tur hos lægen, som tog en test, som også var negativ. Hun mente, at vi bare skulle se tiden an.
En uges tid efter begyndte jeg at bløde meget voldsomt og var godt klar over, at det ikke var almindelig menstruation. Så ringede jeg til lægen, som henviste mig til skadestuen, der dengang lå på Ringsted Sygehus. Her scannede de mig og sagde, at de ikke vidste, hvad der var galt, men jeg var i hvert fald ikke gravid mere - for gravid mente de da, at jeg havde været, efter hvad de kunne se.
Efter 7 uger fik jeg så stærke smerter og opsøgte min læge igen. Hun sadge, at det bare var menstruationssmerter for, at kroppen skulle gøre sig klar til at fungere normalt ingen - og så kom der en bemærkning, som er ætset ind i min hukommelse, nemlig at det nok var det bedste, at barnet var væk, for i min alder var det ikke det bedste med et lille barn. Jeg var på det tidspunkt 19 år og boede i egen lejlighed, havde kendt faren i 3 år, og mest af alt havde jeg glædet mig til at få den lille!
Efter dette skiftede jeg læge, og han tog mine smerter alvorligt og sendte min til en gynækolog i Roskilde og scannede mig. Det første han sagde til mig var: "Dit barn har det godt, og efter min kalender skal du føde den 28/11-1997". Jeg blev lidt paf, for jeg var altså 3 måneder henne alligevel - men glæden var stor.
Resten af min graviditet gik fint, og jeg trivedes med at være gravid. Ingen kunne dog se det på mig, før de fik det at vide, og de sidste i familien fik det at vide i november, hvor jeg blev 20 år.
Mit foster havde det bare godt, og det eneste var ventetiden - den var lang. Jeg ville gerne have det overstået.
Den 28/11-1997 kom, men der kom intet barn. Tiden gik, og søndag den 7/12-1997 mærkede jeg intet liv og kørte til Slagelse Sygehus, hvor de kørte en strimmel, og så blev vi sendt hjem igen. Dette gjorde vi også den 8., 9. og 10. december. De skulle ase og mase med min mave for at få liv i den, så de kunne køre en strimmel.
Torsdag den 11/12-1997 var jeg til jordemoder, og hun kunne heller ikke få barnet til at reagere, så hun ringede til fødegangen og fik dem til at gøre klar til at sætte min fødsel i gang. Så vi drog til Slagelse med håb om, at nu skulle det endelig være. Men jeg blev klogere...
Først fik jeg lagt stikpiller op og så ve-drop, men der skete ingenting. Jeg fik veer, men ingen de kunne bruge, sagde de. Men ondt gjorde det da! Så jeg blev sendt hjem for at sove.
Fredag mødte vi op, og jeg havde stadig de veer fra dagen før. Jeg fik nyt ve-drop og så videre, men veerne var ikke stærke nok, og når nu det var op til en weekend, ville de sende mig hjem på weekend, og så ville de begynde forfra om mandagen.
Da jeg satte mig op i sengen, gik vandet, og det var meget grønt. Så skulle jeg pludselig ikke hjem. De ville dog lige se tiden an med de veer, som jeg allerede havde, om ikke de kunne sætte skub i tingene selv.
Fredag nat begyndte mine veer at bide mere, men så skete der det mest mærkelige, jeg har oplevet. De havde travlt, så de ville helst undgå, at jeg gik i fødsel, så jeg fik en sprøjte for at stoppe mine veer. Nu havde de brugt 2 dage på at få gang i dem, og så stopper de dem. Det gav jo ingen mening, men jeg var jo en naiv 20-årig førstegangsfødende, som ikke mente, de ville høre på mig.
Lørdag morgen kom der så en børnelæge og kiggede på mig og mit barn, og han sagde, at jeg skulle føde inden 24 timer, for barnet havde det ikke optimalt. Barnet fik sat elektroder på hovedet 3 gange, før den sad fast. Det var virkelig ubehageligt. Men det undrer ikke nogen.
Ja, jeg måtte turen igennem igen og fik meget ve-drop, og de kunstige veer er værre end rigtige veer - det ved jeg nu - så det var en hård omgang. Jeg havde ikke sovet i over 48 timer, og alle der har født ved jo, at det er en hård omgang, så på et eller andet tidspunkt var der en læge, som foreslog mig at få en rygmarvsbedøvelse. På det tidspunkt var jeg lykkelig for alt smertelindring. Det var ubehageligt at få lagt men en lettelse, da den begyndte at virke.
Igen gjorde de noget, som jeg nu bagefter syntes var mærkeligt. De hentede jordemoderelever og sygeplejerskeelever ind, så de lige kunne "se" mit tilfælde. Jeg havde på det tidspunkt mødt samtlige jordemødre og læger på Slagelse Sygehus, og jeg gik omkuld. Min kæreste har beskrevet det som, at jeg fik et underligt tomt blik i øjnene og var ikke til at komme i kontakt med, og så var jeg bare i drømmeland...
En time efter vækkede de mig og sagde, at nu var det tid til at fjerne droppet og presse, for jeg var 9 cm åben. Da kom så en ny jordemoder, og det første hun gjorde var at rydde stuen for alt og alle undtagen den "nye" børnelæge, som var kommet til, mens jeg sov. Min kæreste fik frikvarter og blev sendt ud at spise (han trængte til det).
Vi snakkede lidt, og hun begyndte at skrue ned for droppet. Så gik det pludseligt hurtigt. Lægen kaldte en anden læge, og pludselig var der fyldt med mennesker. Min kæreste blev kaldt til stuen, for nu skulle det gå hurtigt med at få mit barn ud forklarede de. Stresset havde gjort, at barnet slet ikke havde det godt. Hjertelyden faldt meget, og jeg kunne ikke selv presse på grund af droppet, så jeg skulle have kejsersnit.
Så efter et langt forløb med stess og jag fik jeg lørdag den 13/12-1997 kl. 19.41 en fin dreng ved kejsersnit. Han var 54 cm og vejede 3.640 gram. Jeg fik ham først i armene senere, men da følte jeg også, at det alt sammen var det værd - han var/er jo en guldklump.
Næste aften kom den jordemoder som havde født med mig og snakkede om hele forløbet. Det var meget rart. Hun kunne så også fortælle mig, at grunden til fødslen ikke rigtig skred frem formentlig var, at han stod skævt i bækkenet og ikke selv var i stand til at komme ud.
Dagen efter blev jeg så flyttet til barselsgangen i Ringsted, hvor jeg fik "lov" at være 2 dage. Så mente de, at jeg havde fået livmoderbetændelse, som er en ting, som kan følge med et kejsersnit. Så jeg røg tilbage til Slagelse Sygehus. Der måtte jeg ikke komme tilbage til barselsgangen, så jeg kom på et afsnit med en masse ældre damer, som skulle have fjernet alt muligt. Det kunne jeg slet ikke tage, så jeg udskrev mig selv nøjagtigt 4 døgn efter jeg havde født.
Det eneste som jeg virkelig er ked af i alt det her vivar er, at jeg ikke var i stand til at præge min fødsel mere, end jeg gjorde, og at jeg ikke fik mere hjælp til at amme, for det måtte jeg opgive dagen efter vi kom hjem.
Men jeg har den nemmeste lille dreng, som nu er blevet til en værre vildbasse og er storebror til en lille pige fra april, men det er en helt anden historie, som I kan høre om en anden gang.
18-01-2002
|
Relaterede artikler
© 1999-2025