Et forældrepar i Toronto i Canada har valgt at holde kønnet på deres 4 måneder gamle barn Storm hemmeligt for at undgå, at han/hun bliver påvirket af fordomme og stereotyper.
"Vi har besluttet, ikke at fortælle Storms køn indtil videre - en hyldest til frihed og valg i en begrænsende verden, et standpunkt for hvad verden kunne blive til i Storms levetid (et mere progressivt sted?)", skrev forældrene i en email lige efter barnets fødsel.
I dag er det kun dem selv, Storms to brødre, en nær ven af familien samt jordemødrene, som var med ved fødslen, som ved, om Storm er en dreng eller pige.
Forældrene til Storm vil gerne have, at barnet "selv skal opdage, hvem det er", uden at det bliver påvirket af samfundets forestillinger om, hvad en dreng eller pige bør synes om og interessere sig for.
"Vi tænkte, at hvis vi ventede med at dele den information, så kunne vi i det her tilfælde forhåbentlig afværge et par millioner af de beskeder, inden den tid kommer, hvor Storm beslutter, at Storm gerne vil fortælle det", siger moder Kathy Witterick.
Forældrene tog beslutningen, efter de oplevede, at deres ældste dreng Jazz på 5 år havde det svært, fordi han godt kan lide lyserødt tøj og gerne vil have sit hår langt, hvilket forældrene gav ham lov til.
"Jeg er ked af, at Jazz er nødt til at diskutere sit køn med folk, før de stiller ham meningsfulde spørgsmål om, hvad han kan lide at lave, og hvordan han ser på verden", siger Kathy Witterick.
Hun og hendes mand siger, at de er klar over, det kan være sværere for deres børn, at de ikke tilpasser sig standarden for, hvad man forventer af drenge og piger. De mener dog, at det er samfundet, den er gal med, og ikke dem selv.
Hvad synes du om forældrenes beslutning om at holde barnets køn hemmeligt? Skriv en kommentar herunder.
Kilde: Ekstra Bladet
04-12-2011

|