Skrevet af Anja
I juni 2006 blev vi enige om, at nu var vi parate til at blive forældre. Så jeg lagde p-pillerne på hylden, og vi ventede spændt på, at projektet skulle lykkes.
I juli 2006 sidder jeg på badeværelsesgulvet med hele tre positive tests. Jeg husker, at jeg rystede over hele kroppen. Jeg ringede til lægehuset for at få taget en prøve der samme dag, bare for en sikkerheds skyld. Bagefter vækkede jeg min kæreste og fortalte ham, at jeg lige skulle et smut til lægen, da jeg havde en positiv test. Han blev lidt rundt på gulvet, da vi jo nærmest kun lige havde smidt præventionen.
Hos sygeplejerskerne på lægehuset er testen også positiv, og jeg er helt rundt på gulvet. Min læge kommer tilfældigvis ind til sygeplejerskerne og ser, at der ligger en positiv test på bordet. Jeg havde måneden forinden været til en snak hos ham, da jeg har døjet med underlivsproblemer igennem lang tid, og jeg var bange for, at jeg måske ikke kunne blive gravid. Vi havde aftalt, at hvis der ikke skete noget ret hurtigt på graviditetskontoen, så skulle jeg videre i systemet. Men jeg var skam ret god til at blive gravid - allerede i andet forsøg.
Efter en kort snak med min læge, hvor vi finder frem til en termin sidst i marts 2007, tager jeg hjem med de glade nyheder. Vi er selvfølgelig ellevilde, og vi fortæller ret hurtigt nyheden videre. Da jeg er i 7. uge, ved stort set alle tæt på os, at jeg er gravid.
Kort tid efter, vi har offentliggjort nyheden, begynder jeg at få mange og voldsomme smerter i underlivet. Det føles som om, hele kroppen forsøger at udskille fosteret. Jeg er ved lægen, som tjekker, om fosteret sidder uden for livmoderen, men alt ser normalt ud.
Da jeg i løbet af weekenden bløder lidt gammelt blod, vælger jeg igen at ringe til lægen, som indstiller mig til en scanning. Da jeg er i 8. uge, er vi til scanning første gang. Fosteret har det godt med fint hjerteblink, så gynækologen siger, at vi ikke skal bekymre os om smerterne. Lettede tager vi hjem igen, og efter nogle dage forsvinder smerterne.
I mellemtiden er jeg dog begyndt at lide meget af kvalme, men det står der trods alt i graviditetsbøgerne, er meget normalt. Så jeg afventer med længsel den 12. uge, hvor kvalmen skulle aftage.
Men graviditetsuge 12 kommer og går, og kvalmen er der stadig. Og dem, der har lidt meget af kvalme og opkast ved, hvor svært det kan være at nyde en graviditet, når man allermest har lyst til at sidde med hovedet i toilettet. Først efter 4 måneder forsvandt kvalmen.
I mellemtiden har vi været til nakkefoldsscanningen, og derfra får vi meget fine tal med hjem. Nu begynder vi rigtigt at glæde os.
Den næste halvanden måneds tid nyder jeg rigtig at mærke maven vokse og være gravid i det hele taget. Undervejs finder vi ud af, at vi venter os en sund og rask dreng. Vi er jublende lykkelige, da vi havde ønsket os en dreng til at starte med.
Jeg er til kontrol for graviditetssukkersyge et par gange undervejs i graviditeten, da mit BMI er for højt, men prøverne ser altid fine ud.
Da jeg er 5½ måned henne, får jeg smerter i ryggen og i lænden. Jeg er ved læge flere gange, men han kan ikke finde noget usædvanligt. I november måned får jeg konstateret bækkenløsning, så jeg må trappe ned for energiniveauet. Samtidig begynder mit blodtryk at blive for højt, men det går altid i sig selv igen.
Jeg fortsætter med at arbejde indtil juleferien 2006, hvor jeg beslutter i samråd med min chef, at jeg ikke kan holde til arbejdet længere. Jeg har allerede måtte gå ned i tid for at kunne holde til mit lærerjob, så for alle parters skyld finder vi frem til, at det er bedst, jeg sygemelder mig.
Jeg indstiller min hverdag efter min sygemelding og tager den med ro hjemme på grund af bækkenløsningen. Min barsel går officielt i gang sidst i januar 2007, og jeg er lykkelig for ikke længere at gå under betegnelsen sygemeldt.
Men jeg når kun at være på barsel i 14 dage, da mit venstre ben begynder at opføre sig mærkeligt. Det fryser, sover, hæver lidt og gør ondt. Jeg tager til lægen en fredag i starten af februar, hvor jeg er i uge 34. Han tjekker mig for en diskusprolaps i ryggen, men finder intet usædvanligt. Vi bliver enige om, at det er bækkenløsningen, som driller, og jeg får en henvisning til en fysioterapeut.
Om søndagen bliver smerterne i benet værre og værre, og om aftenen er benet meget hævet og misfarvet. Jeg bliver enig med mig selv om, at hvis hævelsen ikke er væk om morgenen, må jeg hellere ringe til lægen igen. Næste morgen er benet stadig hævet, og det gør mere og mere ondt - så ondt, at jeg har svært ved at gå. Jeg kontakter lægen igen, og jeg får hurtigt en tid.
Heldigvis kører min kæreste mig derind, da jeg selv har meget svært ved at bruge benet. Min læge siger ikke meget til mig. Han måler benet for at se, hvor meget det er hævet. Bagefter henter vi min kæreste, og lægen forklarer, at han har mistanke om en blodprop i de dybe vener - en såkaldt DVT, dyb venøs trombose.
Vi bliver bedt om at køre hurtigt på hospitalet, som ligger 65 kilometer væk. Vi tager hjem og pakker noget tøj, da lægen mener, der kan blive snak om en indlæggelse. Jeg har det helt forfærdeligt. Smerterne betyder ikke så meget, det er mere bekymringerne for vores ufødte søn, der fylder. Heldigvis er jeg så langt henne, at der ikke er de store komplikationer, hvis han skulle fødes akut.
På sygehuset bliver jeg tjekket i alle ender og kanter, og i løbet af dagen finder de ud af, at der sidder en blodprop i min lysken. Jeg beder om, at der er en læge, der skal tjekke fosteret, bare så jeg kan få vished om, at junior har det godt. Jeg bliver kørt på fødegangen og får foretaget en CTG. Junior har det heldigvis rigtig godt.
Jeg bliver indlagt et døgn, kommer i blodfortyndende behandling og får en støttestrømpe, jeg skal gå med i 2 år. Desuden bliver jeg tjekket hver 14. dag med henblik på barnet, så det er trods alt betryggende, at de holder øje med den bette.
De næste 6 uger indtil fødslen har jeg dagligt besøg af en sygeplejerske, som kommer og giver mig medicinen. Efter 14 dage hjemme begynder smerterne at aftage, og jeg kan begynde at gå igen uden støtte.
Jeg skal et smut til lægen, da sygeplejerskerne på hospitalet har fundet æggehvidestof i min urin, og de beder mig derfor få det undersøgt ved egen læge. Sygeplejerskerne på lægehuset vil gerne lige tjekke mit blodtryk samtidig, da jeg stadig har stoffer i urinen. Og det er skyhøjt, så de tilkalder vagtlægen på lægehuset. Han konstaterer, at jeg har begyndende svangerskabsforgiftning, og jeg skal derfor holdes ekstra øje med.
Heldigvis går det dog i sig selv igen. På dette tidspunkt føler jeg ikke, jeg kan klare mere. Denne graviditet har været præget af bekymringer, de værste ting der står beskrevet i graviditetsbøgerne og samtidig en graviditetsbetinget blodprop, som kun de færreste bliver ramt af. Heldigvis kan jeg da se en ende på det hele.
Min 9. graviditetsmåned forløber rigtig godt. Jeg er fuld af overskud og energi, og glæder mig bare til, at junior skal melde sin ankomst. Dette vælger han selvfølgelig at gøre en torsdag i marts 2007 - den dag min kæreste var ramt af den værste omgang influenza, han nogensinde har haft, så han var med til fødslen med høj feber og en ordentlig forkølelse. Men han klarede den rigtig flot.
Min fødsel var i modsætning til min graviditet helt efter bogen. Sebastian så dagens lys 19 timer efter vandet gik, og han var en perfekt lille basse på 4.210 gram og 54 cm.
Sebastian er i dag tæt på de 10 måneder, og han er en rigtig lille charmetrold. Han skal på et tidspunkt have søskende, men der går nogle år endnu. Jeg er stadig præget af graviditeten, og tør bestemt ikke igen foreløbig. Risikoen for, at jeg får en blodprop igen er ifølge lægerne små, men frygten sidder der.
06-03-2008
|
Relaterede artikler
© 1999-2025