Skrevet af Ulla
Det var december 2004 og min mand og jeg blev enige om, at tiden var inde til at udvide familien. Jeg blev gravid første gang, og en lykkelig tid kom i mod os. Det var en dejlig graviditet, og vi glædede os til, at vores lille barn skulle komme til verden.
Jeg havde termin den 11. september, og var til jordemoder sidste gang den 5. september, hvor jeg heldigvis havde svigermor med. For jordemoderen var meget i tvivl, om barnet havde hoved eller numse nederst. Det var lidt af et slag at få, da jeg så nok skulle føde ham ved kejsersnit.
Dagen efter var min mand og jeg til en ekstra scanning, der viste, at han sad med numsen nede, så der blev planlagt kejsersnit til mandag den 12. september 2005.
Mandagen kom, og Andreas blev født kl. 8.27. En flot og velskabt dreng, kunne vi se og fik vi at vide af personalet.
Efter det først døgn havde han ikke rigtig spist noget, så sygeplejerskerne mente, at han skulle bruge suttebrik for bedre at kunne tage fra ved mig. Det gik også godt efter ca. et døgns tid.
Han fik desværre også øjenbetændelse og gulsot, men vi kom da hjem om torsdagen som en lille familie. Det var en omvæltning at blive mor for førsta gang.
Efter en uges tid hjemme kom sundhedsplejersken. Hun konstatererede, at Andreas ikke havde taget meget på i vægt, og at han havde et stort væskende sår i halsen, som nogle dage senere skulle vise sig at være stafylokokker.
Han blev vejet mange gange inden for de næste par uger, og vægtstigningen svingede meget. Jeg havde det enormt dårligt, for hvad gjorde jeg forkert som mor, og jeg begyndte at tabe mig meget.
Dagen kom, da han skulle til 5 ugers undersøgelse ved lægen. Jeg kunne godt se på hende, da hun begyndte at undersøge ham, at der var noget galt. Hun lyttede til hans hjerte og begyndte at skrive ned på en blok. Jeg blev meget bange. Hans far var ikke med på grund af arbejde, og det skulle jo også bare have været en almindelig undersøgelse.
Andreas trak vejret 80 gange i minuttet, og det var grunden til, at han ikke ville tage på i vægt, da han brugte alle kræfter på det at få vejret. Vores læge fik hurtigt arrangeret, at vi skulle på børneafdelingen med ambulance, da hun mente, det var for langt for mig at køre selv.
Vi kom på børneafdelingen, og de undersøgte ham meget, men de mente, det var bedre, at vi kom derud hvor specialisterne var, så vi røg til Skejby med en taxa. Der var heldigvis en meget dygtig børnelæge på vagt, og han havde forstand på hjertebørn.
Andreas blev undersøgt, og det viste sig, at han havde et hul mellem det højre og venstre hjertekammer, ductus var ikke lukket, som den skulle efter fødslen, og der var en forsnævring på den store blodåre.
Det var grunden til, at han ikke ville vokse. Han havde også for meget væske i kroppen, og det trykkede.
Han blev med det samme sat på vanddrivende medicin, så trykket kunne blive lettet, og han kunne trække vejret normalt. Vi blev udskrevet nogle dage senere efter en masse undersøgelser, da hans vægt så småt var begyndt at stige.
De næste par måneder gik med at gå til undersøgelser derude for, at de kunne holde øje med ham.
I december 2005 fik vi at vide, at Andreas var nødt til at blive opereret. Det var hårdt at få at vide, at ens lille barn skulle igennem en operation.
Vi fik ham døbt i starten af januar, og fik derefter at vide, at han skulle på Skejby sidst i febuar. Det var en hård weekend at skulle igennem, indtil det blev søndag aften, og han skulle derud for at kunne være klar til mandag morgen.
Vi havde i mellemtiden også sat vores hus til salg, da vi ikke havde nok plads, og vi trængte også til at starte på en frisk et nyt sted.
Operationen gik godt. Det var meget hårdt, de timer det stod på, og det første døgn derefter var også hårdt, for han lå på intensiv med en masse slanger og var ikke vågnet af narkosen.
Andreas og jeg var indlagt i en uge efter operationen. Hans far kørte frem og tilbage hver dag for at være hos os.
Da vi blev udskrevet, kunne vi tage hjem men en "ny dreng", for vi var ikke i tvivl om, at han var i bedring og ville komme efter de kilo, han manglede.
  En månede efter fik vi solgt vore hus og købte en landejendom, hvor Andreas kan boltre sig. Han er idag en meget glad og livlig dreng på næsten 2½ år, og hans største interesse er traktorer og gravemaskiner.
Han er lille af sin alder og meget slank, og hans udvikling har været hæmmet lidt af hans sygdom, men de følger ham stadig på Skejby og er godt tilfredse med hans udvikling.
Han skal være storebror om ca. 3 uger, og han er meget babyglad. Så det er vi glade for. Han vil altid være noget specielt på grund af det, man har været igennem med ham.
01-03-2008
|
Relaterede artikler
© 1999-2025