Er du gravid eller har en baby? Læs alt om graviditet og børn her på Netbaby.dk
Brugernavn: Password: Husk login|Ny bruger?
Forside|Indkøbsguide|Gode tilbud|Din side|Forum|Grupper|Brevkasse|Blog|Konkurrencer
Før graviditet|Gravid|Fødsel|Baby|Mor|Far|Navne|Flere:
Søg:
 GRATIS!  LÆS DET NYE GRAVIDA

Læs om søvn, træthed og barselsgaver i det nye GRAVIDA. Læs det gratis her
To meget forskellige fødsler og graviditeter To meget forskellige fødsler og graviditeter

Sandra fortæller om fødslerne af døtrene Michelle og Katarina, som forløb meget forskelligt.

 5725  14-11-2007

Skrevet af Sandra Carlsen

Min kæreste og jeg havde været sammen i næsten 8 år, og jeg var fyldt 26 år. Efter at have erhvervet min kandidatgrad og have været i gang med min PhD et år, kunne jeg ikke komme på flere undskyldninger til at udskyde projekt barn.

Når jeg siger udskyde, mener jeg det ikke, som om jeg ikke ville have børn. Faktisk havde jeg ønsket det, siden jeg var 12 år. Min mindste lillebror satte gang i moderfølelserne, men det blev pludseligt lidt skræmmende, når det kom tæt på.

Jeg lagde p-pillerne på hylden midt mellem mine meget regelmæssige menstruationer, og min kæreste og jeg glædede os til den lange periode, hvor vi skulle prøve at få gjort mig gravid. Det plejer jo at tage noget tid, og vi regnede med ca. 6 måneder.

Der blev vi godt nok snydt! Efter kun en uge følte jeg mig anderledes, og 2 dage før min menstruation skulle komme, havde jeg det så skidt med kvalme, svimmelhed og oppustet mave, at vi tog på apoteket for at købe en graviditetstest.

Det var i øvrigt ikke det nemmeste, for det var helligdag, men vi fandt dog et apotek, der havde åbent. Jeg havde det så skidt på det stopfyldte apotek, at jeg tænkte, at hvis jeg ikke var gravid, måtte vi en tur til vagtlægen, for så var der noget andet, der var helt galt.

Da vi kom hjem, gik jeg direkte ud på badeværelset, og svupti, så var jeg gravid. Min kæreste fik et fåret udtryk, og det tog også nogle dage, før denne nye tilstand helt blev accepteret af mig selv.

Min kæreste derimod startede med at være fornærmet: "Nu havde han glædet sig til al den prøven med at gøre mig gravid, og derudover havde han slet ikke nået at vænne sig til tanken, så han syntes faktisk godt, at det kunne have ventet lidt!".

Det gik først rigtigt op for ham, at han skulle være far, da vi var inde til scanning i 20. uge, og hans kommentar, da vi gik ud derfra, var: "Så VAR du gravid!". Nej, selvfølgelig er jeg ikke gravid skat, jeg går bare og laver sjov!

Min terminsdato blev sat til onsdag den 4. februar 2004 ud fra scanningen, en dag før den dato jeg selv havde regnet ud.

Min graviditet forløb godt. Jeg spiste hele tiden for at holde kvalmen væk, hvilket resulterede i en vægtforøgelse på 26 kg. Hver dag læste jeg på alle de netsider, jeg kunne finde, samt i en masse bøger om, hvor stort barnet nu var, og hvad det kunne, og talte ned til den dag, hvor der var en chance for, at det kunne overleve, hvis jeg fødte for tidligt, dernæst hvornår det sandsynligvis ville overleve osv.

Grundet min store vægtforøgelse havde jeg svært ved at bevæge mig rundt. Jeg fik også en masse væske i kroppen og deraf sovende hænder. De sidste 1½ måned vågnede jeg hvert kvarter om natten, fordi mine hænder sov, og når jeg så var vågen, måtte jeg ud at tisse, før jeg kunne falde i søvn igen.

Det resulterede i, at min læge syntes, at han ville hjælpe mig lidt, og derfor udskrev han vanddrivende piller til mig. Han sagde, jeg skulle tage en om aftenen. For sjov skyld vejede jeg mig samme aften, før jeg tog pillen.

Den nat blev den værste nat nogensinde. Jeg var ude at tisse stort set hele tiden, hvilket er meget ofte, når man i forvejen er vant til hvert kvarter! Næste morgen havde jeg kraftig hovedpine og var meget svimmel. Jeg vejede mig på vægten og opdagede til min overraskelse, at jeg havde tabt 6 kg!

Det havde hjulpet lidt på mine hænder og fødder, men den nye tilstand, jeg befandt mig i, var væsentligt værre end den, jeg havde forladt. Jeg vaklede rundt i flere dage, og det tog nok en uge, før jeg sådan nogenlunde følte, at jeg kunne styre min egen krop igen.

I mellemtiden ringede jeg til min mor, som er læge, og spurgte, om det var normalt at have det sådan, når man tager en vanddrivende pille. Både min mor og efterfølgende min jordemoder blev meget overraskede over lægens ordination af vanddrivende piller, da gravide ikke må tage den slags, for de driver jo også fostervandet ud. Så det var den første og sidste gang, at jeg gjorde det.

Jeg havde planlagt at føde 1-2 uger efter termin. Det gør førstegangsfødende jo ofte, havde jeg læst i alle mine bøger, så jeg regnede med at skulle til et vandland sammen med min kærestes familie lørdag den 7. februar 2004, 3 dage efter termin, for at fejre hans mosters 60 års fødselsdag.

Lørdagen før begyndte jeg at have små plukkeveer, der varede ved hele søndagen. Om mandagen blev plukkeveerne lidt kraftigere, og om aftenen var vi hjemme hos mine svigerforældre. De serverede gule ærter og kom med en masse bemærkninger om, at sådan noget mad var rigtigt godt til at sætte gang i fødslen.

Derudover fortalte min svigerfar, at jeg var nødt til at føde tirsdag, hvis jeg skulle følge traditionen i familien. Han blev født tirsdag den 3. april, min kærestes søster blev født tirsdag den 3. juni, min svigermor er også født en tirsdag, min kærestes søsters børn (hans niecer) er begge født på tirsdage, den ene den 30. marts og den anden den 23. april. Derfor måtte jeg føde på en tirsdag på en dato, hvor tallet 3 indgik, så det måtte jo være den efterfølgende dag.

Da vi kom hjem, og jeg skulle ud af bilen, fik jeg en kraftig plukkeve og skyndte mig derefter på toilettet, hvor jeg kunne se, at jeg blødte. Jeg vidste ikke, at der var noget, der hed tegnblødning. Jeg var flyttet midt under graviditeten, hvilket gjorde, at tilbuddet om at gå til fødselsforberedelse ikke blev givet til mig, før fristerne var overskredet.

Jeg ringede derfor til sygehuset, som bad mig komme ind. Jeg var nervøs hele vejen i bilen, men da jeg kom derind, sagde de bare: Det er tegnblødning. Kunne de ikke have sagt det i telefonen og så i øvrigt ladet mig blive hjemme, så jeg kunne have sparet de 20 km ind til hospitalet hver vej? Nå, men nu hvor de havde mig, kørte de en strimmel (CTG) på barnet og målte mine plukkeveer, og så tog vi hjem.

Da jeg kom hjem, ville min kæreste ind og se fjernsyn, men jeg sagde, at nu skulle vi i seng, for hvis der skete noget næste dag, skulle vi være udhvilede. Derudover ville jeg gerne have, at han tog det sidste billede, som han havde snakket om, af min mave NU!

Han mente ikke, det var nødvendigt, for der kunne jo sagtens gå en uge, men han skyndte sig at tage billedet, da han så mine lynende øjne, og så sjoskede han i seng sammen med mig.

Da der var gået 5 minutter, klokken var lige nøjagtigt blevet 1.00, snorkede min kæreste højt, og jeg fik den første ve. Det var mit signal til at stå op. Jeg gik derfor ind i stuen og så den film, som min kæreste ikke måtte se.

Jeg satte uret til på fjernsynet, og meget præcist hvert 5. minut talte jeg mig igennem veerne, der varede lige omkring 1 minut hver gang. Jeg koncentrerede mig om at tage lange dybe åndedrag.

Klokken 5.00 syntes jeg ikke, det var sjovt mere, så jeg vækkede min kæreste og ringede til fødegangen og spurgte, om ikke jeg måtte komme ind. Da jeg var førstegangsfødende, syntes jordemoderen, at jeg skulle blive hjemme lidt endnu, tage et bad og ringe igen om en time. Jeg gik i brusebad, og det var dejligt, men allerede efter 15 minutter var der ikke mere varmt vand, så jeg måtte ud igen.

Klokken 6.00 ringede jeg igen til fødegangen. Jeg talte med den samme jordemoder, og hun sagde lige ud til mig, at når man snakkede så roligt, som jeg gjorde, så var der langt igen.

Hun spurgte mig, om det gjorde ondt, og jeg sagde, at det nev lidt. Hun sagde, at det skulle nive meget, før man måtte komme ind. Min kommentar var: "OK, så niver det meget!". Hun syntes dog, at jeg skulle spise noget morgenmad og ringe igen om en time.

Spise? Det var ikke lige det første, jeg havde tænkt på, men hvis det var kriteriet for at måtte komme ind på fødegangen, måtte jeg jo klemme noget ned. En halv krydder med syltetøj, et glas saftevand og en meget lang time senere ringede jeg præcis klokken 7.00 til fødegangen.

"Må jeg ikke nok komme ind, så I kan undersøge mig, om ikke andet så jeg ved, om der overhovedet er sket noget, så jeg har en fornemmelse af forløbet?", spurgte jeg. Det var en anden jordemoder. Hun sagde: "Selvfølgelig må du komme, men hvis du kan vente med at komme til klokken 8.00, hvor der har været vagtskifte, ville det være rigtigt godt".

Jubi! Endelig skete der noget. Klokken 8.00 præcis ankom vi til sygehuset, og efter lidt venten blev jeg undersøgt. Jeg havde sagt til min kæreste, at han skulle lade tasken blive i bilen, da jeg garanteret ikke var åbnet spor, og sikkert blev sendt hjem igen, og det ville være flovt at stå der og tro, at man var ved at føde, hvis det slet ikke var begyndt endnu. Til min store fryd så jordemoderen forbløffet på mig og sagde, at jeg var 6 cm åben, og spurgte mig, hvorfor jeg ikke var kommet før.

Jeg kom ind på en stue og fik lavement, hvilket er en genial opfindelse. Jeg skulle ikke på toilettet en hel uge efterfølgende, hvilket du senere vil erfare, var et stort plus for mig. Herefter gik det stille og roligt fremad.

Jeg var i min egen verden, men adlød lydigt jordemødrene, når de mente, jeg skulle gøre et eller andet. Min kæreste snakkede med en jordemoderstuderende og lavede en masse sjov med hende, hvilket jeg lyttede til imellem veerne, som havde det været et radiostykke.

Jeg kom i badekar, hvilket var fantastisk. Da jeg skulle presse, virkede presseveerne ikke rigtigt for mig, så jeg kom op af vandet, hvilket krævede en større indsats fra min kæreste, da jeg ikke kunne stå på benene. Da jeg kom op på lejet, spurgte jeg, om jeg ikke nok måtte få noget at drikke. Det varme vand havde dehydreret mig, og siden klokken 19.00 aftenen før havde jeg kun drukket et glas saftevand.

De kiggede forbløffet på mig, måske fordi jeg stort set ikke havde sagt et ord, siden jeg kom ind, og nu lå og ytrede mig i lange velformulerede sætninger om andre behov end at få baby ud, og de kiggede derefter på hinanden og sagde: "Har du ikke givet hende noget at drikke?" i munden på hinanden.

De undskyldte meget og skyndte sig at hente noget saftevand, som de måtte holde, for mine hænder rystede sådan, at jeg spildte det meste af det første glas ned over mig i forsøget på at ramme munden. Jeg drak det meste af en hel kande saftevand, før min mund holdt op med at føles tør.

Da jeg havde presset i en halv time mere, skulle jeg tisse helt forfærdeligt, hvilket var til stor morskab for jordemødrene, for de troede ikke på mig. Jeg kunne heller ikke få det til at virke midt i presseveerne, så jeg måtte opgive og kravle tilbage på lejet.

Efter at have presset i halvanden time var jeg fuldstændigt færdig. Jeg var revnet en del, men babyens hoved blev ved med at ryge ind igen mellem hver ve, som var korte og kom med større og større mellemrum.

Jeg blev derfor klippet, og tirsdag den 3. februar 2004 (så fik svigerfar ret) klokken 13.42 fødte jeg den dejligste pige med næsten sort hår. Hun vejede 3.300 gram og var 53 cm lang. Det var meget surrealistisk, for jeg var sikker på, at det ville blive en dreng med lyst hår, og nu lå jeg her med en pige med sort hår. Jeg var lige ved at spørge, om ikke de havde taget fejl.

Jeg var revnet ret meget og jo også klippet, så det tog halvanden time at blive syet. Da de endelig var færdige, fik min kæreste straks overrakt vores datter, som kom til at hedde Michelle, og jeg ilede i sneglefart ud til toilettet.

Jeg har aldrig før eller siden tisset så stor en tår! Det blev bare ved. Jordemoderen blev helt bekymret. Måske troede hun, at jeg blødte eller sådan noget, og sagde overrasket, da det gik op for hende, at jeg tissede: "Jamen, så SKULLE du tisse!".

Efterfølgende fik jeg at vide af min egen jordemoder, at det meget vel kunne være min fyldte blære, der forhindrede mine presseveer i at fungere ordentligt, så jeg svor, at næste gang ville jeg insistere på at få tømt blæren, hvis noget sådan skulle ske igen.

Jeg erfarede også, at selvom det ikke gør ondt at revne, mens det sker, betyder det ikke, at det ikke kommer til at gøre ondt bagefter! I den efterfølgende måned måtte jeg rulle ud af sengen, sofaen og diverse stole, for prøvede jeg at rejse mig på normal vis, sortnede det for øjnene, og inden jeg kom op, var jeg så svimmel af smerter, at jeg måtte sætte mig ned igen.

Det tog et helt år, før jeg holdt op med at revne og dermed bløde fra små sår, hver gang jeg skulle lave stort. På grund af mine mange smerter, blev det ikke til nogen tur i vandland, men min kærestes moster kom forbi på vejen hjem og hilste på Michelle.

Jeg havde jo ikke sovet hele den foregående nat på grund af veer, og de efterfølgende 2 døgn fik jeg heller ikke sovet, da Michelle var sulten og derfor ville hænge ved mit bryst hele tiden.

Først på 4. dagen løb mælken til, hvilket hjalp lidt, men de næste 8 måneder vågnede hun hver 2. time hver nat og ville have bryst. Dette resulterede i, at jeg sov, hver gang hun sov om dagen. Jeg var træt hele tiden og fik ikke rørt en finger derhjemme.

Min kæreste sagde halvt i sjov, men også halvt i alvor, når han hjem hver dag: "Hvad har du lavet i dag?", og når jeg svarede: "Passet Michelle", sagde han: "Ja, men hvad har du lavet?".

Med lavet mente han, om jeg havde fået vasket tøj, støvsuget, tørt støv af, luget have osv. Det gjorde mig ked af det, at han ikke forstod, at det tog alle mine kræfter at passe Michelle.

Da hun var 11 måneder, kom hun i dagpleje, men da hun var 1 år og 3 måneder, passede min kæreste hende i 3 måneder, deriblandt en måned, hvor jeg arbejdede i Polen i forbindelse med min PhD. Efter den tid lærte han, at det er svært at få lavet noget, når man har et lille barn, der skal passes, og han tog alle sine ord i sig igen.

Da Michelle var 1½ år, syntes vi, at det var på tide at lave en lillesøster eller lillebror. Efter 3 måneder blev jeg gravid. Denne gang var det meget hyggeligere. Vi vidste, hvad vi gik ind til, og vi fejrede det sammen.

Til gengæld var graviditeten ikke nær så sjov som første gang. Første gang vidste jeg ikke, hvad der ville komme, og jeg så alt som et tegn på, at nu var jeg meget mere gravid end før. Denne gang var der ligesom længere til, at barnet var færdigt, og jeg ventede hele tiden på alle ulemperne ved at være gravid.

Belært af første graviditet holdt jeg meget øje med vægten. Inden jeg blev gravid anden gang, havde jeg nået at tabe de 20 kg igen, men jeg var stadigvæk 6 kg over min vægt før første graviditet.

Det havde været hårdt at tabe de 20 kg, og jeg vidste, at det orkede jeg ikke igen. Jeg søgte derfor på alle mulige hjemmesider om, hvor meget man normalt tager på i løbet af en graviditet, og jeg tegnede en vægtkurve ud fra diverse graviditetsberetninger, som endte med den ønskede vægtforøgelse.

Jeg spiste derfor afmålt og sundt og vejede mig en gang om ugen. På den måde lykkedes det mig kun at tage knap 10 kg på i løbet af graviditeten i modsætning til de 26 kg fra sidst. Jeg fik heller ikke vand i kroppen denne gang, hvilket jeg tror skyldtes de ændrede madvaner. Til gengæld levede jeg med en konstant kvalme de første 4 måneder og en tendens til at besvime.

Første gang jeg besvimede, stod jeg ude i køkkenet og lavede mad, og pludselig befandt jeg mig på gulvet i min kærestes arme. Jeg var faldet direkte forover uden at tage fra og havde slået ansigtet og hele venstre side af kroppen. Jeg lignede en, der havde været udsat for hustruvold.

Efterfølgende var jeg mere forsigtig og opdagede det, når jeg var på vej til at besvime, tidsnok til at kunne lægge mig nogenlunde kontrolleret ned på gulvet i Netto, på fortovet i hovedgaden osv.

Jeg havde termin lørdag den 20. maj 2006, men dagen kom og gik. Denne gang var jeg ikke så tålmodig, for andengangsfødende plejer jo ikke at gå så meget over tid, og første gang fødte jeg jo 1 dag før termin. Nå, men jeg havde jo ikke noget, jeg skulle nå, og barnet skulle jo nok komme ud på et tidspunkt.

Tirsdag den 23. maj 2006 (bemærk venligst ugedag og dato!) sov jeg længe sammen med Michelle. Da jeg stod op klokken 8.00, havde jeg tegnblødning, og jeg ringede til min kæreste og fortalte ham, at der nok skete noget snart, måske i aften eller nat, men at han bare skulle tage det roligt. Jeg havde jo ikke veer endnu.

Jeg gik ned med Michelle i dagplejen, og på vejen kom de første små veer. De var ikke særligt kraftige, og der var 15-20 minutter imellem, så efter min første fødsel syntes jeg bare, at det var hyggelige veer, der varslede om, at jeg snart skulle være mor igen. Disse veer fortsatte på samme måde de efterfølgende timer.

Jeg sad og arbejdede på en artikel til min PhD indtil klokken 13.30, hvor jeg mailede den nyeste udgave samt nye tabeller og figurer til mine vejledere, og så gik jeg i bad. Derefter pakkede jeg en taske, bare for en sikkerheds skyld, og puttede den og nyindkøbt autobabysæde ud i bilen.

Jeg havde en rutinemæssig aftale hos min jordemoder klokken 14.15 i Ejby, og min kæreste havde tilfældigvis så tidligt fri (han møder klokken 03.30 på arbejde), at han kunne nå med. Faktisk var det lige før, at han ikke nåede med, for han skulle lige sludre med én af sine kollegaer, men da hun spurgte, hvordan det gik med mig, og han sagde, at jeg havde veer, blev han sendt hjem med det samme.

Da jeg nu var hos jordemoderen, kunne hun jo ligeså godt undersøge mig, for som jeg sagde: "Se om jeg var modnet", men jeg havde ikke forventet det ansigtsudtryk, hun satte op, da hun undersøgte mig.

Hendes kæbe faldt ned på brystet. Hun blev lidt bleg, og så sagde hun: "Kan I så se at komme til Roskilde i en fart. Jeg advarer fødegangen!". Det viste sig, at jeg var 7 cm åben, og mens hun undersøgte mig, udvidede jeg mig til 8 cm. På vej i bilen ringede vi til mine svigerforældre og bad dem hente Michelle i dagplejen.

Vi ankom til sygehuset klokken 15.15. Der er ret langt fra Ejby til Roskilde, når man begynder at få presseveer undervejs, og jeg gik op til fødegangen, mens min kæreste parkerede bilen.

Oppe på fødegangen kom en jordemoder gående, og jeg fortalte, at min jordemoder skulle have ringet til dem. Hun kiggede på mig, rystede på hovedet og sagde "Var det dig, der var 8 cm åben?". Hun grinede og sagde: "Vi troede, du var ved at føde, så vi har gjort fødestuen klar". Hun mente åbenbart ikke, jeg lignede én i fødsel. Hun ændrede dog udtryk, da hun fik mig undersøgt, og det viste sig, at jeg var 9 cm åben.

Denne gang var jeg helt anderledes klar i hovedet i forhold til første gang. Jeg hilste pænt på mine jordemødre. Igen var der en jordemoderstuderende. De må mene, at jeg er en god en at starte med. Under de sidste udvidelsesveer gjorde det som ventet ondt, men da de første 9 cm ikke havde gjort synderligt ondt, havde jeg masser af kræfter til at klare dem.

Efter mit bad før besøget hos jordemoderen i Ejby havde jeg ladet mit hår være løst, da jeg havde meget langt hår ned over numsen, og det tog meget lang tid at få det til at tørre, hvis det blev flettet. Grundet min meget afslappede og høflige attitude spurgte jordemoderen derfor midt i de sidste udvidelsesveer, om jeg ikke lige ville sætte mig ret op på sengen helt stille, så hun kunne flette det.

Godt nok kan det være, at jeg lignede superwoman, men der er altså grænser! Jeg startede med et pænt "nej tak", og da hun prøvede at insistere, blev det til "NEJ!".

Denne gang virkede presseveerne. Jeg blev helt forskrækket, for det var ligesom de fik overtaget over mig. Der skulle ikke mange til, før jeg fødte endnu en dejlig datter klokken 16.02, godt en halv time efter vi kom ind på fødegangen. Vi gav hende straks navnet Katarina. Hun vejede 3.300 gram (ligesom Michelle) og var 49 cm lang.

Denne gang tog det kun et kvarter at blive syet, og efter at have fået lidt mad og et bad og noget rent tøj, var vi parate til at tage hjem til Michelle og svigerforældre. Jeg var frisk, for jeg havde jo sovet længe om morgenen og havde reelt kun haft ondt og besvær i forbindelse med fødslen i under 1 time.

De havde lidt travlt på det tidspunkt, så vi måtte vente næsten 2 timer på, at de fik gjort udskrivelsespapirerne klar, men klokken 20.00 var vi hjemme igen og fik en kop aften te/kaffe sammen med svigerforældre og Michelle, og vi præsenterede det nye medlem af familien.

Klokken 23.00 faldt Katarina i søvn og vågnede først igen klokken 7.00, og det var starten på en dejlig tid, hvor jeg gik hjemme og fik min nattesøvn hver nat. Jeg havde overskud og fik arbejdet på min PhD i løbet af dagen, mens Katarina legede ved siden af på gulvet, blev ammet eller sov.

Hun var med på konference, hvor jeg holdt et indlæg, og med på et 3-dages kursus og blev begge gange rost til skyerne af alle deltagerne, der var imponerede over, hvor stille, nem og sød hun var.

Når jeg tænker tilbage, troede jeg jo, at når jeg havde prøvet at være gravid og føde én gang, så vidste jeg præcis, hvordan det føltes, og hvordan jeg skulle tolke de forskellige signaler, men der tog jeg fejl. Hvis ikke jeg tilfældigvis havde haft en aftale hos jordemoderen, er jeg i dag overbevist om, at Katarina var blevet født herhjemme.

Hvis vi skal have flere børn, vil jeg næste gang se det hele med nye øjne, for ligeså forskellige mine børn er blevet, ligeså forskelligt har det været at sætte dem i verden. I dag er Michelle 3 år og Katarina 1½ år. De trives og giver alle de bekymringer og økonomiske besværligheder, som de skal.


Skriv en kommentar


Du skal være logget ind for at kunne skrive en kommentar.

Login eller opret "Din side" her

Relaterede artikler

Få din fødselsberetning i GRAVIDA 07-11-12
GRAVIDA #2 26-08-12
Fortæl om din fødsel 08-05-12
Silles lynfødsel 20-05-10
En fars fødselsberetning 26-09-09
Fødslen af mit andet barn - endnu et mirakel 27-08-09
Find alle relaterede artikler, brevkassesvar, debatter m.m. på Netbaby:

fødselsberetning

Læs mange flere spændende fødselsberetninger og skriv din egen i vores sektion:

Din historie








Vi ønsker at tilbyde dig og din baby en rigtig god oplevelse, til en rimelig pris, uden at gå på kompromis med kvalitet og service. Velkommen hos babywonder.dk - aktivitetslegetøj der udvikler din baby.

 Babywonder




Få en skøn babypakke til en værdi af 469,95 kroner. Du får et lækkert babytæppe + bogen Skal vi lege? + knitrebogen Gården. Du skal kun betale 39 kroner i porto.

 Gyldendal




Læs GRATIS magasiner: GRAVIDA om den positive graviditet, MIN BABY om småbørn fra 0-3 år og DIT BARN om de skønne unger fra 3-6 år.

 Lifemags




Læs den nyeste udgave af DIT BARN - et GRATIS magasin til dig, med alt om de skønne unger.

 Dit Barn






Få en skøn babypakke

Få et lækkert babytæppe + bogen Skal vi lege? + knitrebogen Gården. Du skal kun betale 39 kroner i porto.

GRAVIDA - gratis magasin til dig

Få GRAVIDA helt gratis - magasinet med alt om den positive graviditet og fødsel.

MIN BABY - gratis magasin til dig

Få MIN BABY helt gratis - magasinet med alt om det bedste vi har.

DIT BARN - gratis magasin til dig

Få DIT BARN helt gratis - magasinet med alt om de skønne unger.



© 1999-2018

Annoncering | Kontakt os | Om Netbaby | Generelle forbehold | Link til Netbaby | Index A-Å | Presse

Besøg også: Gravida.dk | Minbaby.dk | Ditbarn.dk | Babyfree.dk | Babyklik.dk | Babyklubben.dk | Netbaby.no | Facebook