Isabella - et navn af stigende popularitet Prinsesse Isabella har fået et rigtigt modenavn. Navnet Elisabeth stammer fra hebraisk og betyder "Gud er fuldkommen".
4400
Prinsesse Isabella har fået et rigtigt modenavn.
Isabella er den spanske form af Elisabeth eller Elizabeth, som Mary selv hedder. Navnet Elisabeth stammer fra hebraisk og betyder "Gud er fuldkommen".
Navnet Isabella blev brugt en del i begyndelsen af forrige århundrede, men er for alvor blevet uhyre populært i løbet af 1990'erne, da de mere eksotiske navne begyndte at danne mode.
Isabella kom i 1996 ind på pigenavnenes top 50 på en ydmyg placering som nummer 50, men er siden kravlet støt og roligt op ad listen. I 2006 var Isabella således det 21. mest populære pigenavn i første halvår.
Navneforsker Susanne Vogt fra Afdeling for navneforskning på Københavns Universitet er overrasket over kronprinsparrets navnevalg. Dog er det forventeligt, at de tager et navn, der i forvejen er populært.
"Det er typisk, at de vælger et gangbart modenavn. Det var Nikolai også, og Felix var også på vej opad i popularitet. Kongefamilien er kendt for at tage nogle helt personlige navne til barn nummer to", siger Susanne Vogt, der gætter på, at navnet tager et spring højere op på popularitetsskalaen, nu hvor det forbindes med en prinsesse.
Kronprinsparret har valgt et navn med tilknytning til danmarkshistorien. I 1515 blev den 14-årige prinsesse Isabella af Kastilien gift med den danske kong Christian II og kronet som Danmarks dronning Elisabeth.