Sylvesters fødsel Karin fortæller om sin fødsel af sønnen Sylvester, som kom til verden som stjernekigger.
5022
Skrevet af Karin
Min mand og jeg blev gift i november 2005 på min 25 års fødselsdag, og en måned senere var jeg med til min nieces fødsel. Det var en oplevelse for livet, som gav mig blod på tanden til selv snart at få en lille guldklump. Min mand og jeg var dog enige om, at det ville passe bedst, hvis vi ventede et par år.
I januar 2006 var min mand og jeg på vej til min nevøs barnedåb. Pludselig siger min mand, at han synes, at jeg skal lægge p-pillerne på hylden. Jeg bliver jublende lykkelig. Heldigvis tog det os ikke lang tid, før der var 2 streger på en graviditetstest.
Min termin blev sat til den 22. november 2006 - 6 dage efter vores bryllupsdag og min fødselsdag. Hele graviditeten igennem havde vi meget sjov med, om nu den lille skulle blive født samme dag.
Jeg havde en dejlig sommer. Slappede af og nød det dejlige vejr, men jeg glædede mig også til at skulle have 1½ måned på mit arbejde, inden jeg ville bruge resten af min ferie i forlængelse af min barsel. Jeg arbejder i en børnehave, og kunne derfor gå fra 8 uger før termin.
I sommerferien var vi til scanning, hvor vi fik at vide, at det var en lille dreng, vi ventede os. Det havde jeg dog heller aldrig været i tvivl om. Min 6. sans havde hele tiden fortalt mig, at jeg bar rundt på en dreng.
På min 5. arbejdsdag, 25 uger henne i min graviditet, begyndte jeg at få rigtig mange plukkeveer. Jeg var ikke helt tryg ved det, så jeg gik til læge. Min læge undersøgte mig indvendigt og blev helt stille og bad mig tage mit tøj på igen.
Hun mente, at min livmoderhals allerede var afkortet ned til ca. ½ cm mod normalt 4-5 cm. Hun beordrede mig derfor direkte hjem på sofaen, indtil de havde tid til at se mig på fødegangen i Herning om eftermiddagen 6 timer senere. Alt viste sig dog at være i den skønneste orden.
På grund af for mange plukkeveer kom jeg herefter på nedsat tid. Der gik dog kun 14 dage, så blev jeg sygemeldt på grund af for højt blodtryk og stadig alt for mange plukkeveer.
38+5 uger henne i min graviditet lignede jeg efterhånden Michelinmanden, da jeg pludselig fik vand i kroppen. Jeg gik derfor til en zoneterapeut fredag den 10. november for at se, om det ikke kunne hjælpe.
Zoneterapeuten fortalte, at der jo var nogle punkter, som eventuelt kunne påvirke livmoderen og derved måske sætte gang i fødslen. "Så kom dog i gang", var mit svar. Jeg var nemlig ved at være godt utålmodig af at gå og vente på lillemanden.
Det blev lørdag, og vandet i mine ben var forsvundet. Dejligt! Min mand er køkkenchef på en kro og skulle arbejde denne dag. Jeg kørte ham på arbejde for at komme lidt hjemmefra. Der var imidlertid ikke så meget at lave, så han fik lov til at tage med mig igen. Han skulle så bare møde lidt senere på dagen.
Vi bestemte os for at køre til Holstebro og gå rundt i gågaden og ose lidt. På vejen hjem lejede vi nogle DVD'er, som vi kørte hjem og så.
Da min mand tog på arbejde igen, fyldte jeg badekarret og tog en god bog med i bad. Efter en times tid havde jeg fået nok. Mens jeg tørrede mig, fik jeg lidt murren i maven og plukkeveer, men ikke noget, der gjorde ondt overhovedet.
Det skete flere gange i løbet af aftenen, og da Rudi kom hjem fra arbejde ca. kl. 22, sagde jeg til ham lidt i sjov, at det nok snart var ved at være tid. Vi gik i seng lidt før midnat og blev enige om, at lidt lagengymnastik måske ville hjælpe lidt på tingene.
Præcis kl. 01.00 slår jeg øjnene op, fordi jeg mærker og hører et smæld i mit underliv. Jeg tænder lyset og ligger og kigger lidt rundt. Så puffer jeg til en snorkende Rudi og fortæller ham, at jeg tror, at vandet er gået. Han svarer nærmest i søvne, at det troede han da også. Så tager jeg en pude mellem benene, og så skal jeg da ellers lige love for, at vandet løb.
Vi står op og får ringet ind til fødegangen. Jordemoderen fortæller, at vi bare skal ringe ind kl. 07.30, hvis der ikke er sket noget inden, for jeg havde jo stadig ingen veer. Vi lunter i seng igen for at prøve på at få sovet lidt. Rudi falder straks i søvn, mens jeg bare ligger og tænker på det fantastiske, som skal til at ske.
40 minutter efter, vandet var gået, kom veerne. Der var 5 minutter mellem fra start. Jeg stod op og gik nedenunder for ikke at vække Rudi. Da klokken var 3.30, vækkede jeg min mand, for veerne blev stadig hyppigere, men jeg havde det fantastisk både mellem og under en ve. Jeg brugte vejrtrækningsteknikkerne til fulde, og det hjalp mig kolossalt meget.
Rudi fløj nærmest ud af sengen efter at have taget tid på et par veer. Der var præcis 3 minutter imellem dem, og de varede alle ca. 1 minut. Vi gik så i bad og ringede igen ind til fødegangen. Vi fik besked på at komme ind.
Lidt over 5 var vi på sygehuset. Vi blev taget imod af en jordemoder, Lotte. Hende kendte jeg fra graviditetssvømning. Lotte undersøgte mig og konstaterede, at jeg var ca. 3 cm åben. Jeg fik en fødestue med det samme, for der var ikke særlig travlt. Jeg bad om at få et lavement, og fik det med det samme.
Kl. 7.30 var der vagtskifte, og til mit store held var det min vidunderlige konsultationsjordemoder, Annika, som mødte ind. Hun havde en studerende med sig, og det kan kun varmt anbefales. Det var trygt hele tiden at have hende på stuen.
Ca. kl. 8 tropper min svigerinde op. Vi havde aftalt, at hun skulle være med til fødslen, og jeg blev rigtig glad for at se hende.
Mine veer var stadigvæk gode og til at arbejde med. Jeg havde mest ondt i lænden under veerne, og fik derfor tilbudt steriltvandspapler (bistik). Jeg sagde ja tak. Hold kæft, de gjorde ondt at få lagt. Det var det værste ved hele fødslen, men de hjalp, for smerterne forsvandt, men jeg kunne aldrig finde på at prøve det igen.
Ca. kl. 9 kommer jeg i brusebad samtidig med, at badekarret bliver fyldt op. Jeg havde nemlig et stort ønske om at føde i vand. Jeg har det stadig rigtig godt med mine veer. Jeg har det dog lidt varmt og får lokket Rudi til at hente en sodavandsis nede i kiosken. Den sidder jeg så i badekarret og spiser mellem mine veer.
Omkring kl. 11.30 begynder jeg at få pressetrang og får lov til at presse lidt med, når jeg ikke kan lade være. Herefter trækker jeg mig ind i min egen lille verden. Jeg syntes, at det var lidt svært at finde ud af, hvordan jeg skulle presse med på veerne, og bad derfor om lov til at få et spejl, så jeg kunne se, hvad der dog skete dernede. Det var en fantastisk hjælp.
Pludselig vågner jeg op. Det var nærmest som om, jeg havde sovet, og jeg råber lige så højt: "Hvad fanden sker der?". Hende, som lå på fødestuen ved siden af, fortalte senere, at hun havde hørt mig råbe. Min jordemoder siger til mig: "Jamen Karin, du er da ved at føde", og i det samme kom lillemanden til verden.
Søndag den 12. november 2006 kl. 13.16. Han var stjernekigger, og bagefter fik vi at vide, at det var derfor, jeg havde presseveer så længe. Han kom straks op på min mave. Den stolte tante klippede navlesnoren. Det var ikke noget for farmanden.
Vores lille vidunder hedder Sylvester. Han vejede 3.050 gram og målte 50 cm ved fødslen. Han har en kæmpe paryk af sort hår, og er selvfølgelig det smukkeste barn, som verden nogensinde har set. Han er i dag en stor glad dreng på 7 uger.
Sylvester skal absolut være storebror om et par år, og jeg glæder mig til at skulle føde igen, for det er det største, jeg nogensinde har oplevet.
Relaterede artikler
© 1999-2025