Skrevet af Camilla
Vi havde ventet og ventet på, at vores lille søn Arian skulle komme til verden, men der skete tilsyneladende ikke noget. Vi fik besked på at ringe til fødegangen på 14. dagen over terminen og "bestille" tid til igangsættelse dagen efter.
Jeg var dog efterhånden så utålmodig, at ethvert minut talte, så jeg ringede til fødegangen på 13. dagen og spurgte, om ikke de kunne sætte mig i gang på selve 14. dagen i stedet for, og det sagde de heldigvis ja til.
Kæresten og jeg mødte op på fødegangen dagen efter kl. 8. Her fik vi kørt en kurve (CTG-strimmel), som var helt fin. Jeg blev også undersøgt. Jeg var 1 finger åben, og livmoderhalsen var forkortet til 2 cm. Derefter fik jeg lagt en stikpille op og fik kørt en ny kurve, inden vi kunne tage hjem igen.
Vi kørte lige en tur i Føtex og købte nogle tallerkener, der var på tilbud, og lidt frokost til os selv og min mor, som var på vej hjem til os. Hun bor kun en time fra os, og det var meningen, at vi først ville ringe efter hende, når der var veer, men de havde lovet kraftigt stormvejr om natten, så vi blev enige om, at hun skulle komme og sove.
Da vi kom hjem, ankom min mor, og vi spiste frokost. Senere satte vi en DVD-film på og sad egentlig bare og afventede veer. Jeg var ikke selv så optimistisk, da vi havde fået at vide, at det kunne tage alt mellem 2 og 5 dage at blive sat i gang.
Jordemoderen, som havde undersøgt mig om morgenen, sagde også, at hvis der ikke var sket noget til næste dag, så skulle jeg møde op på fødegangen igen kl. 8 og få en ny stikpille. Dette kunne man gentage 3 dage i træk, hvorefter man skulle holde pause et par dage og så starte forfra. Puha, udsigterne til at holde min lille dreng i mine arme var lange, syntes jeg.
Nå, men hen af eftermiddagen syntes jeg, at jeg begyndte at få periodisk ondt i lænden. Først føltes det bare, som når man har overanstrengt sin lænd, men senere blev jeg klar over, at det måtte være veer. Jeg var dog stadig ikke optimistisk, da jeg vidste, at stikpillen kunne give kunstige veer, som ville gå i sig selv i løbet af 5-8 timer.
Min mor lavede aftensmad, stegt flæsk og persillesovs, som jeg havde ønsket mig, og jeg ÅD, alt hvad jeg kunne! Jeg tænkte, at jeg måtte have noget at stå imod med i tilfælde af, at jeg snart skulle føde. Det tog bare lang tid at spise, da jeg måtte stoppe hvert 3.-4. minut og puste mig igennem en ve. De var dog ikke så lange, kun ca. 30 sekunder.
Vi sad og så fjernsyn, indtil klokken var 22.30. Her blev vi enige om at gå i seng og samle kræfter til den store begivenhed. Jeg lå i sengen og pustede mig igennem veerne. Jeg var godt træt og formåede at falde i søvn imellem dem, men da de kom med 2-4 minutters mellemrum og varede i godt 1 minut, var det ikke meget hvile, jeg fik.
Da klokken var omkring 0.30, blev jeg enig med mig selv om, at det var på tide at ringe til fødegangen. De ville gerne se mig, så vi vækkede min mor, fik tøj på og samlede alt vores habengut (tasken til hospitalet, hyggetaske med slik, chips osv. samt overtøj m.m.).
Kæresten gik først ned og hentede bilen, der var parkeret et stykke væk, da de jo havde lovet storm om natten, og tagstenene i vores gade har det med at flyve ned i stormvejr. Jeg og min mor efter ham ned af trapperne. Min mor gik også hen for at hente sin bil, da hun skulle kunne køre hjem selv efter fødslen.
Dér stod jeg så, nede i den mennesketomme gade klokken lidt i 1 om natten og kiggede op på himlen. Det var helt stjerneklart, og stormen havde endnu ikke taget rigtigt fat. Jeg fik et par veer, mens jeg ventede, og jeg tænkte/håbede, at mit barn ville blive født i nat.
Kæresten kom, og jeg satte mig ind i bilen. Vi skulle så vente på, at min mor skulle komme og køre efter os, da hun ikke kendte vejen til sygehuset, men pludselig kom der en bil fuld af unge mennesker med vildt høj musik kørende ind bag os. De dyttede vildt, da vi jo holdt og spærrede gaden, og jeg blev så gal, at jeg var lige ved at flå døren op, stavre ud med veer og det hele og fortælle dem et par sandheder! Hvad lignede det at dytte af mig, når jeg var på vej til hospitalet for at føde mit barn!
Jeg nåede dog at komme på andre tanker, da veerne kom temmelig hyppigt, og de jo nok alligevel var for berusede til at fatte noget, så kæresten fik manøvreret bilen ind til siden, så de kunne komme forbi. Næste bil, der kom, var min mor, og vi satte kursen mod Randers Centralsygehus. Det tog kun 5-6 minutter at køre derop.
Jeg blev sat af foran hovedindgangen, mens min mor og min kæreste kørte hen til
langtidsparkeringen. Så stod jeg dér og pustede med mine veer, imens jeg ventede på, at de skulle komme. Det føltes som evigheder, før min mor endelig kom til syne, og bag hende kom min kæreste løbende. Ej, hvor blev jeg bare varm om hjertet af at se, at han LØB mig i møde.
Nå, men ind på sygehuset, ind i elevatoren og op på 5. sal til fødegangen. Her blev vi taget imod af min konsultationsjordemoder. Vi blev vist ind i et modtagelsesrum, og jordemoderen spurgte, om hendes jordemoderstuderende også lige måtte undersøge mig. Det sagde jeg ja til, da jeg sagtens kunne holde veerne ud. Jeg blev så undersøgt af dem begge, og jeg var 3 cm åben, og livmoderhalsen var udslettet.
Jeg havde egentlig hele tiden sagt til mig selv, at vi nok ville blive sendt hjem igen, så jeg var noget overrasket, da vi blev vist ind på en fødestue. I mellemtiden havde jeg også fået lavement. Det var slet ikke slemt.
Fødestuerne var meget lækre. De var delt op i en hyggesektion med dobbeltseng, lænestole og borde, radio og kunst på væggene og så en fødesektion med fødeleje, og hvad der nu hører til.
Jeg fik et par varmepuder på lænden, det var rart. Nu skulle vi bare vente. Jeg forsøgte at ligge ned på sengen så meget som muligt, da jeg tænkte, at jeg hellere måtte spare mine kræfter, til når det skulle gå løs. Jeg var nu stadig ikke sikker på, at det hele ikke kunne gå i sig selv igen, så jeg ville ikke få mine forhåbninger for højt op.
Kl. 3 blev jeg undersøgt igen. Jeg var nu 6 cm åben og klar til at komme i badekar. Da jeg jo som sagt havde været lidt pessimistisk igennem hele forløbet af frygt for, at det hele bare ville gå i sig selv igen, måtte jeg nu lige spørge min jordemoder, om hun troede, at det kunne stoppe nu. Der trak hun godt nok lidt på smilebåndet og sagde "NEJ, I skal være forældre i nat".
Uhhh, hvor blev jeg glad. Så var alt dette her pusteri ikke forgæves. Nå, men jeg kom i badekarret, og åhhh hvor var det dejligt. Alt det varme vand, der bare omsluttede én og gjorde én vægtløs. Det var bare skønt.
Min kæreste hentede 2 stole derud, og så sad han og min mor og holdt mig med selskab. Han dyppede med jævne mellemrum mit håndklæde i det varme vand og lagde det på min mave, og min mor tog tid på mine veer. Der var under 2 minutter imellem, og de varede ca. 2 minutter. Det var begyndt at blive hårdt. Efter 1 times tid kom jordemoderen igen og undersøgte mig. Nu var jeg 8 cm åben.
Jeg fik lov at blive i karret, og jordemoderen gik igen. Efter endnu en time kunne jeg ikke holde ud at være i badekarret længere, og pludselig ville jeg bare i brusebad. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, men jeg SKULLE bare i brusebad, og det skulle bare være NU!
Så jeg kom op af karret og ind under bruseren. Der stod jeg så og vaskede hår med de ondeste veer, så kæresten måtte støtte mig ca. hvert 1½ minut, indtil veen var overstået. Jeg tror ikke, at hverken han eller min mor helt kunne forstå, hvorfor jeg absolut skulle i bad nu, men de havde heldigvis snilde nok til at vide, at man ikke skal diskutere den slags med en fødende kvinde, så de føjede mig bare og hentede håndklæder, makeupfjerner og hvad jeg nu lige ville have.
Derefter kom jordemoderen ind igen, og jeg var nu 9 cm åben. Veerne kom med ca. 1 minuts mellemrum og varede i over 2 minutter. NU var det ved at være rigtig hårdt. Jeg kunne ikke længere ligge, men måtte hele tiden være i bevægelse. Jeg vandrede fødestuen tynd med kæresten lige bag mig. Han var så sød til at støtte mig og være der for mig.
1 time senere kl. 6 er jeg så 9½ cm åben. Puha, veerne er slemme nu, og jeg synes ikke, at der sker ret meget. Jeg begynder også at få pressefornemmelse, men jeg må ikke presse. Jordemoderen tager vandet, men der kommer næsten ikke noget ud. Han står helt nede i bækkenet og blokerer. Hun forsøger at massere den sidste halve cm væk, men uden held.
Jeg render hele tiden ud på toilettet, fordi jeg virkelig føler, at jeg skal af med noget, men eftersom jeg HAR fået lavement, så kommer der jo selvfølgelig ikke noget.
Kl. 7 er jeg så forpint, at jeg næsten ikke kan mere. Jeg går gulvet tyndt inde på fødestuen og puster og stønner og støtter mig til alt, mens jeg prøver at få kontrol over min vejrtrækning. Veerne kommer nonstop, og varer ca. 2½ minut eller mere.
Jeg kan ikke mere og begynder så småt at klage mig til jordemoderen. Hun siger dog, at der ikke er noget at stille op nu. Vi må bare vente på, at jeg åbner mig den sidste ½ cm. Jeg begynder at blive vred på hende. Hun har siddet inde på vores stue den sidste times tid og bare gloet på mig, mens jeg har knoklet rundt. Jeg føler slet ikke, at hun har forsøgt at hjælpe eller i det mindste opmuntre mig.
Jeg er ærlig talt dødtræt af hende, og da hun rejser sig for at gå, da hendes vagt er slut, og hun skulle hjem, gider jeg nærmest ikke sige farvel til hende. Jeg synes bare, at hun er SÅ lidt medfølende og nærmest inkompetent til sit arbejde.
Jeg har dog senere talt med hende, da hun jo var min konsultationsjordemoder, og bærer ikke nag eller noget. Det var bare selve situationen, der på det tidspunkt var så tilspidset, at jeg nærmest ikke orkede mere.
Jeg lagde mig på sengen, da hun gik, og opgav nærmest at arbejde mere med veerne. Jeg gik ligesom ind i mig selv og ventede bare på, at tiden skulle gå, så jeg kunne åbne mig den sidste fordømte ½ cm.
Kl. 7.45 kommer der to jordemoderstuderende ind og præsenterer sig. De skal overtage fødselsforløbet. De er vældig søde. På dette tidspunkt har jeg pressetrang, og veerne er på sit allerhøjeste og har faktisk været det længe. Jeg beklager mig, og da jeg er blevet undersøgt, tilbyder de mig lattergas, som jeg glædeligt tager imod.
Jeg kommer hen på fødelejet, og de får tændt for lattergassen. Jeg suger og suger i masken, det allerbedste jeg kan. Det hjælper en smule. Det tager ligesom toppen af veerne. Der er dog en masse bøvl med lattergasmaskinen, som ikke vil virke ordentligt, og slangerne falder af osv., så jeg bliver helt panisk og suger og suger, selvom der ikke kommer noget.
På et tidspunkt vil min kæreste lige holde masken for mig, mens jeg vender mig på lejet efter ordrer fra de jordemoderstuderende, og jeg kan ikke selv huske det, men han siger, at jeg blev helt vild i øjnene og greb fat om masken, mens jeg hvæsede "det er min"! Dér var jeg godt nok også påvirket af alle smerterne.
Jeg får dog ikke lattergas så længe. Snart skifter de lattergassen ud med ilt. Den gider jeg ikke at have, for den hjælper jo overhovedet ikke! Men min mor nøder mig gang på gang og minder mig om, at min søn har godt af det, så jeg suger pligtskyldigt i masken.
Kl. 8 kommer jeg op at stå for at få Arian det sidste stykke forbi skambenet. Jeg puster og gisper og får lov at presse lidt med, da pressetrangen er stærk nu. Pludselig bliver jeg grebet af panik, da jeg bliver bange for, at han skal falde ud og lande på gulvet, hvis jeg presser. Jeg får fremstammet min angst, og den ene jordemoderstuderende siger, at det ikke vil ske, men lover højt og helligt at gribe ham, hvis det skulle være.
Jeg tør dog stadig ikke presse helt med. Jeg står på den ene side af fødelejet lænet ind over en sækkestol, mens min kæreste står på den anden side og holder mine hænder. Jeg hænger nærmest i hans hænder, når presseveerne kommer. Det er rigtigt hårdt, og jeg opfanger ikke alt, hvad der sker omkring mig længere. De to jordemoderstuderende er utrolig gode til at opmuntre og heppe på mig.
Kl. 8.30 kommer jeg igen op på fødelejet, og de forsøger af flere omgange at sætte en elektrode på Arians hoved, så de kan holde øje med hans hjertelyd, men den bliver ved med at falde af, da han bevæger sig derinde. Til sidst må de give op og nøjes med at lytte til ham via doptonen. Hans hjertelyd falder heldigvis ikke på noget tidspunkt.
Kl. 8.50 kommer jeg igen op at stå og presser nu aktivt. Jeg presser og presser, men synes ikke rigtigt, at der sker noget. Det er vanvittig hårdt, og mine ben har svært ved at stå oprejst under mig. Mine presseveer begynder pludselig at aftage. De bliver kortere og mindre kraftige. Jeg kommer op på fødelejet igen og prøver at presse. Jeg bliver gjort opmærksom på, at nu er det nu! Jeg presser og presser, men han kommer ikke ud. Jeg kommer om på siden og presser, men det giver stadig ikke nok.
De finder et spejl frem, og jeg kan nu lige ane hans hovedbund derinde. Jeg presser og presser stadig, når presseveerne kommer, men de er ikke stærke nok. De begynder at snakke om, at jeg skal have vedrop. Nej, tænker jeg, nu må det ikke trække mere ud. Det gør vanvittig ondt, og jeg orker ikke at skulle have flere veer eller at skulle vente på at få lagt drop i det hele taget.
Jeg når også lige at tænke, at hvis jeg ikke kan få ham ud, så skal jeg måske have kejsersnit, og dét vil jeg bare ikke efter alle de smerter, så jeg tager mig gevaldigt sammen og presser med kræfter, jeg slet ikke vidste, jeg havde. Jeg kan mærke, at hovedet er på vej ud. Det gør rigtig ondt. Det føles som om, jeg brænder forneden. Jeg ville egentlig have haft en pudendusblokade, men det får jeg ikke, da de mener, at det vil tage det sidste af min pressetrang.
De studerende hepper på mig, og hende, der tager imod, siger, at nu kommer hovedet næste gang, så nu skal jeg presse til. I næste presseve presser jeg, som galdt det livet. Hovedet var næsten ude, men min presseve sluttede. Jeg fik dog besked på at blive ved med at presse, så jeg pressede med for mig fuldstændige unaturlige kræfter, og ud kom hans hoved. Han var godt trykket og temmelig blå.
"I næste ve presser du kroppen ud", sagde den ene jordemoderstuderende, og som sagt så gjort. Jeg pressede alt, hvad jeg kunne, og pludselig gav det et gip i mig, og ud kom han. De fik dog vældig travlt med ham, da han åbenbart var lidt for slap.
Han bliver suget, og de klipper navlesnoren. Det var ellers meningen, at mormor skulle have klippet den, men det skulle gå stærkt. De har åbenbart ringet efter forstærkning, for pludselig strømmer det ind med mennesker på fødestuen, børnelæger m.v.
Arian får apgar-score 8 efter 1 minut, men han retter sig hurtigt og har allerede apgarscore 10 efter 3 minutter. Han bliver pakket ind i en dyne, og jeg får ham over på maven. Åhh, hvor er det utroligt at se sin søn for første gang. Han er temmelig trykket. Hans ene øre er trykket helt ind til hovedet, hans øjne er lidt hævede, og han har mange røde plamager på huden, men for mig er han bare skøn.
Nu hvor jeg ser hans billeder fra dengang, så kan jeg godt se, at han ikke var den kønneste baby, men det syntes jeg i hvert fald der. Han lignede sin far til forveksling, allerede da han kom ud. Han havde arvet sin fars øjne og sin fars næse. Det var meget tydeligt.
Da jeg havde haft ham lidt, fik hans far ham i armene. Imens fødte jeg moderkagen. Det var slet ikke slemt. Jeg blev desværre ved med at bløde en del, lidt over 1 liter, så jeg fik indsprøjtning i låret til at stoppe det. Jeg tror nu nok, at de havde temmelig svært ved at stoppe det.
Jeg skal syes lidt, og de skal lige lægge noget bedøvelse dernede. Hold da op, hvor gør det ondt! Hun stikker flere gange, og jeg hyler op. Da hun begynder at sy, gør det nu ikke så ondt, kun engang imellem. Det føles som om, jeg bliver syet i evigheder. Det er én af de jordemoderstuderende, der syr mig, og hun er meget grundig, så det tager tid. Et par gange tilkaldes en jordemoder for at checke, at det bliver gjort helt korrekt.
Endelig er de færdige, og jeg kan komme ned af fødelejet og hen på dobbeltsengen. Min mor hjælper mig med at lægge min lille dreng til brystet. Det er ikke helt nemt, men det lykkes til sidst. Efter et par timer får vi lidt mad, og de to jordemoderstuderende kommer ind og måler og vejer Arian. Han vejer 3.670 gram og er 55 cm lang.
Han var blevet skønnet til 4.500 gram få dage før fødslen, så det var noget af et fejlskøn.
Vi får ringet og fortalt nyheden til den nybagte morfar, farmor og oldemoderen, og inden længe er vi på vej til barselsgangen som en lille ny familie.
21-03-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025